Historisk udredning: Forhandler fortsat om forskningsledelse

Naalakkersuisut presser på for at en kommende ledelse for udredningen har en "dyb tilknytning til Grønland og således selv har følt de omfattende konsekvenser af historien."

I juni 2022 underskrev Múte B. Egede og Mette Frederiksen aftale om at lave en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark.
Offentliggjort

I juni 2022 aftalte formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) og statsminister Mette Frederiksen at der skal laves en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark fra 2. verdenskrig og frem.

Arbejdet med udredningen er dog endnu ikke gået i gang, da der ikke er udpeget en forskningsledelse.

I en status på udredningen oplyser naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), at hun er i København for at drøfte udredningen med den danske minister for uddannelses og forskning, Christina Egelund - herunder processen med at udpege en ledelse for udredningen.

Skal have tilknytning og forståelse for grønlandske forhold

Vivian Motzfeldt presser på for, at en kommende forskningsledelse for udredningen har en "dyb tilknytning til Grønland og således selv har følt de omfattende konsekvenser af historien og relationen mellem Grønland og Danmark:"

- Det er vigtigt, at forskningsledelsen og resten af forskningsholdet består af folk, der har en tilknytning og forståelse af grønlandske forhold og historie, så befolkningens historier og oplevelser bliver fortalt og formidlet på en måde, befolkningen kan se sig selv i, udtaler Motzfeldt.

Udnævnelsen af forskningsledelsen skal ske i dialog mellem Naalakkersuisut og den danske regering, og der var mellem Vivian Motzfeldt og Christina Egelund enighed om, at det er vigtigt at udredningen igangsættes snarest, men at der dog ligger en vigtig og omhyggelig opgave i at få udvalgt den rette forskningsledelse, står der i meddelelse.

Powered by Labrador CMS