Historisk strik på pindene

Vintertid er mørketid og er også tiden til at finde strikketøjet frem. Men for Lisa Sólrun Christiansen er strikketid en helårsbeskæftigelse. Faktisk kan hun slet ikke undvære strikkeriet. Det gået fra en hobby til bibeskæftigelse med en virksomhed, hvor hun tjener lidt ved sine kreationer ved siden af sit job som sundhedsfaglig konsulent i departementet.

Hun lever det stille liv og udlever det i sofahjørnet, hvor hun sidder og strikker i sin fritid. Det gør hun i sin lejlighed i Nuussuaq eller i den hytte, hun selv har bygget. Hun har udsigt til Nordlandet fra yndlingsspottet, og herfra lader hun tankerne flyve og kobler af, mens strikketøjet tager form. Hun strikker unika-strik på bestilling og først for nylig fik hun en web-adresse, hvor hun kan kontaktes, hvis man ønsker sig et strikmønster eller færdigstrik en af de specielle sweatre, hun er blevet kendt for. Hun strikker nemlig mønstre op fra den grønlandske nationaldragt.

Under radaren

- Og kan man egentlig det, uden at beklikke den følelse, der er om nationaldragten? Tiden har vist, at nogle designere har fået ørene i maskinen, fordi de kommercielt har ladet sig inspirere af mønstrene i nationaldragten?

- Ja, jeg har jo haft mine betænkeligheder, for kan man virkelig kopiere perlekraven og omdanne den til bærestykket på en sweater? Altså, jeg har oplevet, at det kan man godt. Måske er det fordi, jeg kun strikker én af en slags, og fordi, jeg kun gør det på bestilling. Mønstret i hver eneste perlekrave er unikt og tilhører den ejeren. Derfor er sweateren også one of a kind, så jeg er nok fløjet under ’radaren’ og har derved undgået at træde nogle over tæerne, forklarer Lisa Sólrun Christiansen.

Royalt islæt

Dog er der en undtagelse, hun har gjort. Hun har strikket kronprinsesse Marys nationaldragt. Det skete på opfordring. Men ikke fra kronprinsessen selv.

- Så et eller andet sted går der én rundt i Grønland med en sweater, hvis bærestykke er lig med perlekraven på kronprinsessen. Jeg strikkede først en sweater, som blev for lille, så den har jeg beholdt selv – og den kan jeg i øvrigt ikke selv passe. Så efter et par justeringer og nyt garn på pindene, blev den ret vellykket. Men lige bortset fra denne undtagelse, så strikker jeg kun en af hver – og kun på opfordring, siger Lisa Sólrun Christiansen.

Og hun strikker mange trøjer. I begyndelsen var strik på bestilling fra folk, som via kamikposten havde hørt, hun strikkede mønstre fra nationaldragternes perlebort, og med tiden er bibeskæftigelsen blevet til en levevej som også inkluderer webbet, Instagram og Facebook.

- Jeg er dog ikke særlig god til at opdatere på alle platformene, men jeg er blevet meget bedre. Det er jo også nødvendigt, jeg betaler jo skat af det, jeg tjener, så jeg skal lære at være meget mere synlig. Jeg lærer, smiler Lisa Sólrun Christiansen.

Men når det gælder strik, er hun professionel. Hun lærte at strikke som femårig af sin færøske mormor, og som hendes efternavn afslører, at hun er datter af Tue Christiansen, som var multikunstner og ophavsmand til det grønlandske flag, Erfalasorput.

Udfordringer

- Jeg har nok arvet det kreative anlæg fra ham, men det var min færøske mormor, som lærte mig at strikke. Jeg var fem år, da jeg lærte det, og jeg har vist ikke holdt pause med at strikke. Det er en gave for mig, for jeg slapper af med et strikketøj mellem hænderne.

Og som kyndig udi strik opfinder hun ikke den dybe tallerken hver eneste gang, hun sætter masker på strikkepindene.

- Selve grundmønstret er jo som det er, kunsten er at overføre perlemønstret til et strikkemønster. Maskeantallet går som regel op i fire eller seks masker, så kommer farvesammensætningen, hvor der ofte kan være otte farveskift i en mønsterrapport. Det er her arbejdet ligger, og folk, der strikker, ved, hvor vanskeligt det kan være at strikke med tre farveskift på samme pind, kan sagtens sætte sig ind i, hvordan det er at skifte imellem syv farver på en mønsterpind. Men jeg slapper af, mens jeg strikker, og jeg synes, det er sjovt og udfordrende, siger Lisa Sólrun Christiansen, der har haft det lidt svært med at skrive sine mønstre ned.

Bog på vej

- Jeg tror, jeg er visuelt orienteret, så jeg kigger på billeder og så kommer mønstret frem, mens jeg strikker. Men jeg er blevet opfordret til at skrive en strikkebog, så måske kommer der en bog fra mig, hvem ved.

Indtil videre har hun et par opskrifter, hun selv har designet, og som hun sælger. Den ene er ’inuk-trøjen’, som er inspireret af inuit tatoveringerne, og en anden ’Maalia’-trøjen, som også er til både børn og voksne i et mønster, der kan ’forveksles’ med perleborten på en nationaldragt.

- Maalia-trøjen har jeg også lavet i en mere ungdommelig udgave, hvor sweateren er kortere i livet end den vanlige sweater. Men det, at skrive en opskrift ned, er ikke noget, jeg synes er let. Jeg arbejder åbenbart mere visuelt, når det gælder strik, fortæller Lisa Sólrun Christiansen.

Lisa Sólrun Christiansen har dog i takt med ordrebøgerne er vokset anskaffet sig en strikkemaskine, hvor hun strikker bollen. Bærestykket derimod bliver håndstrikket.

- Ellers kan jeg simpelt hen ikke følge med, men det er stadig hyggeligt, siger Lisa Sólrun Christiansen.

Denne artikel er bragt i AG´s juleavis 14. december og bringes på nettet som en del af Mediehusets fokus på den søde juletid. Glædelig jul og godt nytår.