Tidligere USA-korrespondent: Grønland skal tage Trumps ambitioner alvorligt

Da Donald Trump igen begyndte at tale om Grønland, ændrede arbejdsdagen sig pludselig for de danske journalister i Washington.

Hver gang den amerikanske præsident nævnte Grønland, gik alarmberedskabet i gang. Telefonerne ringede. Historierne skulle skrives. Men for Morgenavisen Jyllands-Postens tidligere USA-korrespondent, Jørgen Ullerup, satte dækningen også en anden tanke i gang.

Måske var Trumps udtalelser ikke blot endnu et af hans velkendte politiske stunt. Eller: Måske dækkede de over en langt mere grundlæggende amerikansk ambition.

Den tanke blev udgangspunktet for Jørgen Ullerups debutroman, ”Harpunkrigerne”, hvor USA i 2032 invaderer Grønland og overtager kontrollen med landet. Romanen er fiktion, men udspringer af de erfaringer, han gjorde sig som Jyllands-Postens mangeårige USA-korrespondent.

- Anledningen var selvfølgelig hele diskussionen om Trump og Grønland. Da jeg kom tilbage til USA som korrespondent i 2024, oplevede vi, at næsten alt kom til at handle om Grønland. Hver gang Trump nævnte landet, var der alarmberedskab blandt os danske journalister. Til sidst blev det næsten en belastning. Men samtidig begyndte jeg at tænke over, om det her stak dybere end Trumps sædvanlige provokationer, kommer det fra Jørgen Ullerup, der i dag er bosat i Paris.

Mere end Trumps personlige idé

Jørgen Ullerup har dækket amerikansk politik gennem en lang årrække. Han var Jyllands-Postens USA-korrespondent fra 2010 til 2018 og vendte tilbage i 2024, netop som Donald Trump igen gjorde Grønland til en central del af sin udenrigspolitiske retorik. Han stoppede i 2025.

Ifølge ham blev det hurtigt tydeligt, at ønsket om Grønland ikke kun kom fra præsidenten selv.

- Første gang handlede det måske mere om Trump. Men denne gang oplevede jeg noget andet. Der blev holdt høringer i Kongressen om Grønland, og mange af de mennesker, jeg talte med, betragtede faktisk idéen som både naturlig og strategisk vigtig. De talte om Grønland, som om det var et spørgsmål, USA før eller siden burde løse.

Det fik ham til at undersøge, hvilke interesser der gemmer sig bag de amerikanske udmeldinger.

I den forbindelse hæftede han sig blandt andet ved den voksende indflydelse fra teknologivirksomhederne omkring Donald Trump. Flere af dem arbejder med visioner om helt nye privatdrevne bysamfund, og i romanen lader han derfor sådanne idéer blive en del af fortællingen om et fremtidigt Grønland.

- Jeg begyndte også at interessere mig for de store tech-miljøer omkring Trump. De efterspørger enorme mængder billig energi til datacentre og kunstig intelligens. Grønland har både pladsen, energien og ressourcerne, som gør landet attraktivt. Jeg har selvfølgelig ingen beviser for, at der findes konkrete planer. Men udviklingen er interessant nok til, at jeg havde lyst til at udforske den gennem en roman.

For Jørgen Ullerup er ”Harpunkrigerne” derfor mere end en spændingsroman. Den bygger på de politiske og økonomiske strømninger, han gennem flere år har fulgt tæt som USA-korrespondent.

Fra virkelighed til fiktion

Under arbejdet med bogen blev han blandt andet optaget af idéen om såkaldte ”charter cities” – privat udviklede bysamfund med særlige juridiske rammer. Et af de mest kendte eksempler er Próspera i Honduras, hvor private investorer har fået vidtgående frihed til at udvikle og administrere et byområde.

Den tanke har han overført til ”Harpunkrigerne”, hvor amerikanske virksomheder ser et besat Grønland som en mulighed for at etablere nye bysamfund.

- Jeg blev fascineret af de her idéer om ”charter cities” eller fribyer. Det lyder næsten som science fiction, men projekterne findes allerede flere steder i verden. Derfor begyndte jeg at overveje, hvordan de kunne se ud, hvis nogen forsøgte at føre dem til Grønland.

Han understreger, at romanen ikke er en forudsigelse, men et tankeeksperiment med afsæt i virkelige udviklingstendenser.

- Når man ser på de mennesker, der omgiver Trump, er der mange, som tænker meget langsigtet. De ser på energi, råstoffer, sejlruter og Arktis som områder med voksende strategisk betydning. Derfor synes jeg, det ville være naivt blot at afvise interessen for Grønland som et indfald fra én person.

Informationskrigen begynder længe før soldaterne

Hvis USA for alvor ønskede at øge sin indflydelse i Grønland, er Jørgen Ullerup overbevist om, at det ikke kun ville ske gennem diplomati eller militær magt.

Mindst lige så vigtig ville kampen om den offentlige opinion være.

Han forestiller sig derfor, at sociale medier, målrettede påvirkningskampagner og misinformation ville blive en central del af et sådant forløb – præcis som verden allerede har set det i en række andre internationale konflikter. F.eks. i Venezuela, hvor det har vist sig, at den amerikanske udenrigsminister og eksil-cubaner, Marco Rubio, i realiteten styrer landet.

- Hvis man ønsker at påvirke et samfund, behøver man ikke nødvendigvis at sende soldater først. Man kan forsøge at påvirke den offentlige debat, skabe splittelse og sprede historier, som får mennesker til at tvivle på deres egne myndigheder. Det ser vi allerede mange steder i verden.

I ”Harpunkrigerne” lader han derfor også informationskrigen spille en central rolle. Her forsøger amerikanske aktører bevidst at udnytte de uenigheder, der allerede findes mellem Grønland og Danmark, og de politiske skillelinjer internt i Grønland. Romanens hovedperson, Malik, der er politiker for Naleraq og tidligere har talt varmt for et tættere samarbejde med USA, bliver et oplagt redskab i den amerikanske fortælling.

Ifølge Jørgen Ullerup er netop dét kernen i moderne påvirkningsoperationer.

- Hvis nogen virkelig ønskede at påvirke Grønland, ville de naturligvis forsøge at udnytte de konflikter og frustrationer, der allerede findes. Det er sådan påvirkningsoperationer fungerer. Hvis der opstår uenigheder mellem Grønland og Danmark, eller hvis den ene part undervurderer den informationskrig, man kan blive udsat for, vil det være oplagte sprækker at udnytte.

For Jørgen Ullerup er ”Harpunkrigerne” derfor først og fremmest et tankeeksperiment.

- Jeg håber selvfølgelig, at folk bliver underholdt. Men hvis bogen også får læserne til at tænke over, hvordan verden udvikler sig, og hvilke interesser der kan være på spil i Grønland, så har den også opfyldt et andet formål.