Grønland scorer hattrick
Grønland har for tredje år i træk vundet ved den internationale tyske marketing filmfestival i Berlin

Ved den internationale tyske marketing filmfestival "The Golden City Gate" i Berlin, har Grønland for tredje år i træk vundet en pris, med filmen "Greenland - Be a Pioneer" produceret for Greenland Tourism af produktionsselskabet Ace & Ace.
Branding Greenland gruppen bestående af Royal Greenland, Air Greenland, Greenland Tourism og Selvstyret, har for tredje år i træk indstillet en film om Grønland til filmfestivallen i Berlin. Med stærke modstandere som blandt andet Tyskland, Malaysia, Finland, Polynesien, Mexico, Irland, Kenya, Østrig Italien og Polen, lykkedes det Grønland at få en flot 3. plads, i kategorien "Tourist Destinations".
I 2009 vandt Branding Greenland's egen film produceret af Inuk Media, og sidste år løb Hotel Arctic's film med en pris ved samme festival. Det er altså tredje år i træk, der vindes priser til Grønland ved denne filmfestival.
Eskil Hardt der er producer, medejer og direktør i filmselskabet Ace & Ace modtog med glæde prisen. Det er rart at nogen værdsætter ens arbejde, siger han. Vi rejser snart til Grønland igen, for at filme de næste afsnit af det internationale Tv-program "A Taste of Greenland", fortæller han, denne gang i Arctic Circle regionen.
Det er en film kun med billeder fra sejlads og Nanook's fantastiske musik, helt uden ord eller forklaringer. Det viser Grønland har noget helt unikt at byde på, siger Mads Nordlund på vegne af Branding Greenland. Og film er en vigtig del af den nye brandingstrategi, til at vise det unikke til resten af verden, afslutter han.