Grønland i Tivoli
’Grønland i Tivoli’ afslører stort dansk musiknavn
Se, hvem der spiller op til fællessang ved årets største grønlandske begivenhed i Danmark
Den 1. august falder i år på en fredag. Det betyder, at der er sammenfald mellem ’Grønland i Tivoli’ og det traditionsrige ’Fredagsrock’ i Tivoli, hvor der hver fredag er koncerter med nogle af de største danske og udenlandske navne på Plænen.
- Vi har i samarbejde med Tivoli fundet et musiknavn, der passer godt ind til begge typer arrangementer. Lis Sørensen er en folkekær sangerinde, der har et stort publikum i Danmark og Grønland. Hun spillede i Katuaq i 2012 – en koncert, som mange stadig snakker om i dag. Vi kan bestemt se frem til at høre hende til festlighederne den 1. august, skriver Miki Jensen, projektleder for Grønland i Tivoli, i en meddelelse.
Se eller gense: "Galleri: Lis Sørensen væltede Nuuk"
Lis Sørensen har med sin populærmusik igennem mere end 30 år markeret sig som en af de mest elskede danske solister med blandt andet hits som ’Brændt’, ’Tæt på Ækvator’, ’Mine Øjne De Skal Se’ og ’Stille før Storm’.
Planlægningen af Grønland i Tivoli 2014 har stået på siden efteråret, og der arbejdes på at få de sidste brikker på plads, inden det endelige program kan blive offentliggjort.