Grønland for Marsmænd

Hvordan ser Grønland ud, hvis man skal forklare en Marsmand det? Hvad bør fremhæves? Vi har fundet de mest spændende og overraskende fakta frem til den grønne mand om Grønland.

(Måne) Marsmanden (måske) på vej til Nuuk.
Offentliggjort

Problemet med Marsmænd er, at vi ikke ved, hvordan de kommunikerer. Har de overhovedet lært at læse? Men hvis de har, er der faktisk ingen bedre introduktion til det grønlandske samfund end udgivelsen »Grønland i tal 2022«, som er en ren guldgrube af viden og spændende bonusinfo om verdens største ø. Det skriver avisen AG.

Fakta om folderen

»Grønland i tal« er en indbydende indføring i det grønlandske samfund – den fås på grønlandsk, dansk og engelsk. Folderen er på 36 sider med nyttig information om en lang række områder såsom uddannelse, udenrigshandel, turisme og sociale ydelser. Folderen trykkes på alle tre sprog, og kan hentes som en pdf-fil på Grønlands Statistiks hjemmeside. Redaktør er Naduk Kleemann.

Så lad os begynde med at stikke Marsmanden dén publikation.

På side 4 kan han tilegne sig lidt basal viden om det smukke sted, han er ankommet til – verdens 12. største land.

Rent geografisk er Grønland en del af det nordamerikanske kontinent. 81 procent er dækket af is, der er ingen veje mellem bostederne og kun spredt bevoksning. På nogle få punkter kan det faktisk minde lidt om Marsmandens egen planet. Eksempelvis er der meget albuerum ligesom oppe hos ham.

Befolkningstætheden i Grønland er verdens laveste. Hvis man nøjes med at medregne de isfrie områder, er den nede på 0,3 personer pr. kvadratkilometer. I Monaco er befolkningstætheden til sammenligning på 19.000 personer pr. kvadratkilometer.

Tamme dyr er der heller ikke mange af. Ifølge »Grønland i tal« er der 327 køer, 234 høns og 139 heste, hvoraf de fleste befinder sig i Sydgrønland. Til gengæld er der ret mange får, cirka 18.000 og 3.000 tamrener – og 13.000 slædehunde

Mere sundt

Mars har ry for at være et rimeligt ugæstfrit område. Goldt, masser af støv og ingen butikker eller restauranter, ikke engang en Marsdonald´s.

Så vores gæst vil nok blive imponeret over det gastronomiske niveau her og det generelle vareudbud. Vi fraråder ham dog at købe alkohol, da for mange drinks vil gøre ham endnu mere grøn i hovedet.

Vi kan oplyse om, for at rydde eventuelle fordomme af vejen, at alkoholforbruget er faldet med mere end 30 procent i løbet af de sidste 30 år og er på niveau med de øvrige nordiske lande. Faktisk under det danske.

Der ryges også meget mindre end tidligere, så det går fremad med sundheden i et land, der har som ambition at blive »verdens mest fysisk aktive land i verden« inden år 2030». Så hvis Marsmanden støder på mange, i hans øjne underligt klædte og heftigt prustende væsener, vil han have forklaringen dér. Flere og flere motionerer.

Læs mere om Grønland i tal og find ud af hvilke fire navne, der var mest populærer i 2022 i avisen AG. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS