Thailand
Grønlænder midt i thailandsk undtagelsestilstand
Gabannguaq Bidstrup, der har bosat sig i Thailand, fortæller om konsekvenserne for militærkuppet
Gabannguaq Bidstrup, der oprindeligt kommer fra Upernavik, befinder sig nu Bangkok, hvor der er militærundtagelsestilstand. Der er udgangsforbud fra klokken 22.00 til 05.00, hvor en smut til kiosken under udgangsforbuddet kan koste livet.
Militæret i Thailand tog magten torsdag, og det populære ferieland bliver nu styret af general Prayuth Chan-ocha. Militæret har også overtaget tv- og radiostationer, hvor alle planlagte udsendelse er suspenderet. Militæret begrunder formålet med kuppet med, at de tog magten for at stoppe volden, der har præget landet i flere måneder, skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Gabannguaq Bidstrup befinder sig nu i Bangkok, hvor han har boet siden 2011 og har allerede mærket de nye tilstande på nærmeste hold.
Skudt på gaden
- Man skal tage udgangsforbuddet alvorligt. Jeg har hørt, at nogen blev skudt, fordi vedkommende gik til en kiosk under udgangsforbuddet, siger Gabannguaq Bidstrup til Sermitsiaq.AG.
Militæret har også indført forbud mod, at flere end fem personer må samles for at undgå demonstrationer. Men det er ikke let for udlændinge at følge med i meddelelserne fra militæret.
- Der bliver kun sendt meddelelser på thailandsk. Jeg får derfor min kæreste til at oversætte, hvilke regler der nu er indført. Min kæreste arbejder på et hotel og får først fri om natten. Hun bliver nødt til at overnatte på hotellet på grund af udgangsforbuddet, fortæller Gabannguaq Bidstrup.
Hvor er militæret?
Star Tour anbefaler danske statsborgere at holde sig væk fra Thailand. Den danske ambassade afventer situationen.
- Jeg har gået rundt i byen i dag og har faktisk ikke set meget militær, fortæller Gabannguaq Bidstrup, der har hørt, at det er forventet, at undtagelsestilstanden skal vare indtil næste uge.
Se to billeder under denne tekst