Grønlænder i Danmark stukket ihjel: Grønlandsk mand tilstår og straffes

En 38-årig grønlandsk mand er idømt otte års fængsel ved Retten i Randers for at have stukket 43-årig gæst ihjel. Den 43-årige gæst var også fra Grønland. Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til om sagen skal ankes.

Offentliggjort

En 43-årig mand blev i december sidste år stukket ihjel med en kniv i en lejlighed i Randers.

Torsdag er der faldet dom i sagen, og her er en 38-årig mand ved Retten i Randers blevet idømt otte års fængsel.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklager Jakob Beyer bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at både den afdøde og den dømte er fra Grønland.

Den tiltalte tilstod i retten, at han stak den 43-årige, og han blev dømt for grov vold med døden til følge.

Mødte hinanden på en bar

Hændelsen fandt sted i den dømtes lejlighed 3. december 2021.

Den 38-årige var ifølge Randers Amtsavis påvirket af både alkohol og stoffer, da han stak den 43-årige mand med en kniv.

Forinden havde de ifølge mediet mødt hinanden på en lokal bar. Mændene fortsatte ifølge Randers Amtsavis drikkeriet i den tiltaltes lejlighed.

På et tidspunkt gik de til ro. Men den 43-årige kunne tilsyneladende ikke falde til ro og blev ved med at komme ind i stuen, hvor lejlighedens indehaver lå.

Slog selv alarm

Det førte til, at den 38-årige gik til angreb på ham med en kniv, forklarede den tiltalte ifølge mediet i retten.

Det var ifølge Randers Amtsavis den tiltalte selv, der slog alarm til politiet.

Da politiet nåede frem, traf man - ud over den 38-årige mand - også en 39-årig mand.

Han blev i første omgang også anholdt og sigtet i sagen.

Tidligere dømt for vold med døden til følge

Senere blev han løsladt, da politiet fandt ud af, at han intet havde haft med knivstikkeriet at gøre.

- Vi kunne rimelig hurtigt i sagen konkludere, at den 38-årige mand havde handlet på egen hånd i forbindelse med knivstikkeriet, siger senioranklager Jakob Beyer, Østjyllands Politi.

Han erklærer sig tilfreds med sagens udfald og mener, der er udmålt en "passende straf".

Anklageren oplyser videre til Sermitsiaq.AG, at straffen er blevet skærpet, fordi den nu dømte tidligere er blevet dømt syv års fængsel for vold med døden til følge. Her blev han dømt for at have stukket sin daværende kæreste ihjel.

Derfor var det ikke drab

Jakob Beyer forklarer, hvorfor man vurderer, at der ikke var tale om drab:

- Da han stikker med kniven, mener jeg kun, at vi kan bevise, at han havde fortsæt til vold, og at den uagtsomme følge der opstår af volden - nemlig at forurettede afgår ved døden - det kunne vi ikke bevise tilstrækkeligt sikkert, for at han kunne dømmes for drab, siger Jakob Beyer.

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

Powered by Labrador CMS