Groft hjemmerøveri: Ingen har henvendt sig til politiet
Ikke en eneste person har henvendt sig til Nuuk Politi i forbindelse med et groft røveri, der skete mandag den 8. november. Efterforskningen er stadig i gang, oplyser politiet.
Nuuk Politi mangler fortsat henvendelser fra borgere, der kan have kendskab til, set noget eller opholdt sig i området ved Radiofjeldet i Nuuk mandag den 8. november, hvor en ældre mand blev truet med en kniv og senere blev røvet hjemme af i alt fire mænd.
Det oplyser kommunikationsafdelingen i Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG.
- Grønlands Politi har ikke fået henvendelser endnu. Derfor opfordrer vi endnu engang til, at man henvender sig til politiet, hvis man har set noget eller har kendskab til hjemmerøveriet på Radiofjeldet mandag den 8. november omkring klokken 16.00, fortæller kommunikationsmedarbejder i Grønlands Politi, Fabian Uth Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Groft røveri
En mand på 59 år blev den 8. november truet med en kniv af en gruppe på fire unge mænd i Radiofjeldet i Nuuk. Den ældre mand blev truet til at følges med de unge mænd, der efterfølgende røvede manden i hans hjem i Blok 17 på Samuel Kleinschmidtip Aqqutaa. Episoden skete omkring klokken 16.00.
Grønlands Politi oplyser, at efterforskningen stadig er i gang, selvom der endnu ikke har været henvendelser fra borgere om sagen.
Politiet ønsker at tale med borgere, der kan have set noget eller kender til hjemmerøveriet. Grønlands Politi har valgt at offentliggøre signalementet af den ene mand, der har truet den 59-årige mand med en kniv.
Signalementet af gerningsmanden, der truede den 59-årige mand er:
- Grønlandsk mand.
- Ca. 180 cm høj.
- 30-45 år gammel.
- Manden havde kort, sort hår, ingen skæg og en øjevig, der pegede nedad.
- Han var iført en sort jakke, ingen handsker og ingen hue.