Godthåb Bryghus vil sende unge på beatet
Godthåb Bryghus er på vej med en ny mousserende alkoholdrik, der har været under udvikling det seneste halvandet år.
En ny drink er blevet døbt Beat af Godthåb Bryghus, der meddeler, at drikken på 4,0 procent alkohol vil komme til salg til marts, men foreløbig kun i natklubben Garagen og Killut Gastropub.
Det er en drink, der med sin limesmag henvender sig til det unge publikum.
- Tanken har været at skabe et produkt, der kan supplere vores salg af den populærere shaker. Produceret lokalt her i Nuuk, for at minimere import af varer udefra. Og som markedet er i dag, er det yderligere en styrke at vi kan producere den med et minimalt klimaaftryk, da vi ikke skal sejle vand til Grønland, siger CEO Jeppe Ejvind Nielsen fra Nilak A/S, der er selskabet bag Godthåb Bryghus.
Flere udfordringer
- Produktet har været under udvikling i snart halvandet år, hvor vi har arbejdet intensivt med processen i forhold til produktionen. Der har været en del udfordringer, som vores dygtige bryggere har måttet adresserer, men nu er vi endelig på plads med drinken. Og vi glæder os til at se hvordan vores gæster vil tage imod den, udtaler direktøren i en pressemeddelelse.
Da man udviklede den nye drik, der er lavet af fermenteret sukkervand, tilsat smag, har et testpanel af unge mellem 18 og 24 været med til at give bryggeriet input til det endelige produkt. Etiketten er er lavet af den lokale grafiker Tony Pedersen, der også har designet bryghusets øvrige etiketter til øl-sortimentet.