Godt nyt for efterskoleelever
Noget tyder på at de grønlandske efterskoleelever, som har måttet tage ophold på Galtrup Efterskole på Mors under nedlukningen i Danmark, fra på mandag må vende tilbage til deres oprindelige efterskole.
Det er avisen Politiken, der erfarer, at smittetallet nu er under så stor kontrol, at det er planen at genåbne Danmark yderligere. Planen skulle efter avisens kilder indeholde en genåbning af efterskoler og højskoler.
Grønlandske efterskoleelever i Danmark har fået tilbudt ophold på Galtrup Efterskole på Mors. En efterskole, der samlede alle strandede efterskoeelever i Danmark.
35 elever på Galtrup
Tilbage i midten af januar var der således 35 grønlandske efterskoleelever på Galtrup Efterskole.
Ifølge Politiken er det også planen, at elever i grundskolen fra 5. til 8. klasser vil kunne møde i skolen fysisk en dag om ugen. Desuden vil reglerne for, hvor mange kunder, der må være i butikker over 5000 kvadratmeter bliver opdateret.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er kontakttallet opgjort til 1,0, og det skaber grundlag for en yderligere genåbning, oplyser ministeren på sin Twitter-profil ifølge Ritzau.