Gled ud over fjeld i bil og faldt 40 meter
En ung mand overlevede i weekenden et dramatisk solouheld i Ilulissat, hvor manden i sin bil gled ud over en fjeldside og sammen med bilen faldt omkring 40 meter ned på isen.
En ung mand slap i weekenden særdeles heldigt fra et opsigtsvækkende solouheld i bil.
Grønlands Politi fik anmeldelse om uheldet, der skete på Mittarfimmut Aqqutaa, lørdag morgen kl. 05.46, fortæller vagtchef Thomas Ottesen til Sermitsiaq.AG.
Den unge mand mistede ved uheldet herredømmet over bilen på grund af glat føre og skred af vejen.
Da bilen skred af vejen faldt den omkring 40 meter ned af fjeldsiden og landede på is:
Vej blev afspærret
- Heldigvis gik bilen ikke igennem isen, og den unge mand var relativt uskadt og kunne selv redde sig ud af køretøjet og på sygehuset, siger Thomas Ottesen.
Mens den unge mand heldigvis slap særdeles heldigt fra uheldet, stod det anderledes til med bilen.
Politiet afspærrede Mittarfimmut Aqqutaa i en periode efter uheldet lørdag morgen for at give plads til en kran, som kunne løfte den stærkt beskadigede bil op og væk fra isen.
- Bilen er selvfølgelig ødelagt, men den unge mand klarer sig uden de helt store mén, lyder det fra vagtchefen.