Giftelystne er forelskede i 11.11.11

På Københavns Rådhus, i Australien og Kina. Forlovede par over hele kloden benyttede fredag den 11.11.11 til at give hinanden deres endelige ja

I hele verden er en masse mennesker blevet gift i dag. I Nuuk var det Vitus Qujaukitsoq og Naja Kreutzmann, Foto: Benny Kokholm
Offentliggjort

Særlige talkombinationer og kærlighed går hånd i hånd, og tendensen er verdensomspændende.

I København dannede byens rådhus fredag rammen om en lang række vielser på den helt specielle dato 11.11.11.
Ikke mindre end 163 par blev smedet sammen mod højst 16 på en normal fredag, og i Aarhus og Odense var interessen for at blive gift 11.11.11 ligeledes stor. 28 blev gift i Odense og 37 i Aarhus.

På Københavns Rådhus strømmede nygifte par ud af de store indgangsdøre, hvor familie og venner stod klar med kameraer, ris og lykønskninger.

Pia og Ole var blandt de mange par, og vielsens særlige dato er ikke en tilfældighed.

- Det er noget, vi har planlagt i rigtigt lang tid. Vi sendte faktisk vores anmodning om at blive gift i dag ind for tidligt, så vi fik den tilbage igen, grinede Pia, der ligesom sin tilkomne ikke vil have sit efternavn frem.
Allerede i december sidste år søgte parret om at blive gift fredag, men måtte altså vente, indtil Københavns Rådhus åbnede for tilmeldingerne til den særlige dag.

- Det er jo en sjov dato. Den består af en masse et-taller, sagde Ole og forklarede, at det var en god beskrivelse af et særligt ægteskab som deres.

Nygifte flokkedes fredag om hinanden på rådhuspladsen. En kvinde havde valgt et lårkort, lyserødt tylskørt, en anden en traditionel gulvlang brudekjole, mens andre par var mindre stadset ud.

Et af dem var Camilla og Jes, der nu deler efternavnet Ertner.

- Det er ikke så meget datoen, der gør det. Det var mere, fordi vi skulle giftes nu og her. Og så var der den her mulighed, hvor vi næsten med sikkerhed kunne blive gift i dag, fordi der er gået lidt konkurrence i det fra rådhusets side, sagde han med henvisning til de ualmindeligt mange vielser, der var givet plads til netop fredag.

Men andre gik meget op i dato - og klokkeslæt.

Drejer man jordkloden en halv omgang, var brudeparrene særdeles præcise i deres ønsker.

Sådan lød meldingen fra Renee Wilkins, der vier brudepar i Queensland, Australien.

- Jeg har oplevet en stor interesse for den 11.11.11. Klienterne var specifikke og ville endda afgive deres løfter 11 minutter over 11, sagde hun til nyhedsbureauet Reuters.

Tusinder af par i Asien markerede ligeledes dagen ved at gifte sig med hinanden, flere endda under såkaldte massevielser.

I Kina blev dagen desuden opfattet som særlig gunstig for ægteskaber, fordi den består af seks et-taller og derfor uofficielt er kendt under betegnelsen "singlernes dag".

Altså var det en oplagt mulighed for at gøre endeligt op med sit liv som enlig, forklarede hotelbestyrer i Shanghai Li Xue, der selv valgte at blive gift 11.11.11, til Reuters.

I Shanghai alene blev næsten 5000 par gift på den magiske dato.

Fakta: Så mange blev gift den 11.11.11
* 163 par blev viet på Københavns Rådhus 11.11.11. Det betød, at parrene hver især havde godt og vel fem minutter til selve vielsen, før det næste par skulle til.

* På den særlige dag blev 37 viet på Aarhus Rådhus, og 28 par blev viet på Odense Rådhus.

* Næsten 5000 blev gift i Shanghai i Kina på dagen, som mange kinesere anser for at være særligt lykkebringende på grund at talkombinationen. De mange et-taller indikerer, at dagen er "singlernes dag". Derfor vælger mange at droppe tilværelsen som enlig på netop den dato.

* Andre kinesiske byer har ifølge lokale medier ligeledes berettet om mange vielser 11.11.11. I den sydlige by Nanjing blev over 3300 par gift, mens mere end 1300 blev viet i den østlige by Hangzhou City.
/ritzau/

Powered by Labrador CMS