Generationsskifte i IA
Josef Motzfeldt træder helt ud af ledelsen og opfordrer de unge til at blande sig i toppen af partiet.

Dagen før Inuit Ataqatigiits landsmøde indledes fredag i Maniitsoq, har ingen endnu meldt sig på banen som modkandidat til hovedbestyrelsens formandskandidat, Kuupik Kleist. Det ligner et formandsvalg uden sværdsslag, og rygter om at den afgående formand vil stille op til et af næstformandsposterne bliver manet i jorden.
Josef Motzfeldt, der træder tilbage efter 14 år i spidsen for IA, siger til Sermitsiaq.gl, at han ikke har i sinde at stille op til hverken næstformandspost eller hovedbestyrelse.
– Det ville ikke være rimeligt at en ny hovedbestyrelse skal trækkes med en gammel én som mig, siger den 65-årige kommende eks-formand, men jeg fortsætter som landstingsmedlem, siger Josef Motzfeldt.
Han ser frem til et generationsskifte i hovedbestyrelsen.
- Jeg ser gerne et generationsskifte hvor halvdelen af den 14 mand store hovedbestyrelse bliver udskiftet med nogle af de unge, som har markeret sig som f.eks. landstingsmedlemmer.
Men et kampvalg om næstformandsposterne kan nemt komme på tale, selvom ingen endnu vil ud med det.
De to næstformandsposter bliver ledige efter Kuupik Kleist, der bliver ny formand og Agathe Fontain, der trækker sig som organisatorisk næstformand.
Landstingsmedlem Asii C. Narup oplyser at hun overvejer at stille op som politisk næstformand, mens kommunalbestyrelsesmedlem Bendt B. Kristiansen fra Ilulissat har besluttet at stille op til posten som organisatorisk næstformand.