Genåbning af daginstitutioner giver problemer
Genåbningen af institutionerne i Nuuk, giver udfordringer for personalet, fordi børnene kræver ekstra opmærksomhed, efter de ikke har være afleveret en måned.
Daginstitutionerne i Nuuk er blevet overvældet af efterspørgslen fra forældre, der vil have deres børn passet i dag. Efter at de fleste børn har tilbragt en måned hjemme, kræver hvert enkelt barn nemlig lidt mere voksen omsorg end sædvanligt, og vuggestuer og børnehaver kan derfor ikke tage så mange børn som normalt, oplyser kommunen til Sermitsiaq.AG.
- I de første halvanden uge for vuggestuerne og den første uge for børnehaverne, bliver vi nødt til at prioritere, hvilke børn der skal have pasning først. Det er nødvendigt for at give alle børn en god og tryg hverdag i institutionen, siger Kommuneqarfik Sermersooqs daginstitutionschef, Naussunguaq Lyberth.
Kommunen har derfor udarbejdet en prioriteringsliste over, hvilke børn, der kan begynde først i institutionerne: Førsteprioritet gives til børn, hvis forældre har samfundskritisk arbejde, andenprioritet gives til forældre, der er blevet kald tilbage på arbejde og ikke har andre pasningsmuligheder, mens børn af hjemmegående og studerende har tredjeprioritet.
Fredag meldte kommunen ud, at institutionerne ville åbne mandag, med det forbehold at opstarten kunne blive svær og kræve mere opmærksomhed fra personalet til det enkelte barn. Men hvordan det i praksis ville have betydning for det enkelte barn, blev ikke meldt ud til forældrene fredag. Derfor har rigtigt mange, afleveret deres børn i institution i dag mandag.
- Desværre har institutionerne ikke haft tid til at kommunikere den plan ud til forældrene, da vi først fik besked om, at de skulle åbne på pressemødet fredag eftermiddag. Derfor beder vi forældrene om at have forståelse, hvis der ikke er pasningsplads til deres børn de første par dage, siger Naussunguaq Lyberth.
Alle forældre opfordres til at ringe til deres daginstitution, før de aflevere deres børn.