Ilulissat
Fransk stjerne henter grønlandske musikere
Musikeren Francis Lalanne fra Frankrig vil bruge fem grønlandske musikere fra Ilulissat og Aasiaat i sit nye projekt
Et tilfældigt møde i spillestedet Naleraq i Ilulissat er ved at udvikle sig til et internationalt pladeprojekt. Det er den franske stjerne Francis Lalanne, der har solgt mere end 22 millioner plader siden sin debut i 1979, der vil bruge fem musikere fra Ilulissat og Aasiaat.
Francis Lalanne har rejst rundt i hele verden på jagt efter musikere, der kunne udfylde de roller han har brug for i sit nye pladeprojekt. Han har nu udvalgt fem musikere fra Ilulissat og Aasiaat til at deltage i sit projekt. Han vil også bruge musikere fra USA, Afrika, Indien og Kina til de tolv forskellige sange han regner med at indspille i september.
Musikvideo i Grønland
Det er guitaristen Viila Sandgreen, bassisten Nukannguaq Sandgreen, keyboardspilleren Marius Sandgreen, trommeslageren Pele Kaspersen og sangerinden Tuperna Kruse, som musikeren Francis Lalanne fra Frankrig har inviteret til at deltage i sit pladeprojekt.
- Jeg har præsenteret mine sange til de grønlandske musikere, der var interesseret i dem. Jeg hørte dem spille på 'Naleraq' og er meget imponeret over deres evner, og Viila Sandgreen er en af de allerbedste guitarister, jeg nogensinde har mødt, siger Francis Lalanne til Sermitsiaq.AG.
Han har skrevet sangen ’Suli avunga’ under sig ophold i Grønland, der også har franske tekster. Det er planen, at sangen skal indspilles på fransk og grønlandsk i samme version.
- Jeg har inviteret de grønlandske musikere til at komme til mit studie i Paris i september, hvor vi skal indspille pladen. Vi regner med at udgive pladen næste år. Der vil jeg tage tilbage til Grønland for at indspille musikvideo til sangen, inden vi udgiver den i forskellige lande, siger Francis Lalanne.
De grønlandske musikere tager til Aasiaat for at indspille en demo, som Francis Lalanne vil tage med hjem til Frankrig.
Live i Naleraq
- Det virkede meget uvirkeligt i starten. Men der er et filmhold, der følger ham i Ilulissat, og hans ansatte har allerede kontaktet os. Det bliver utrolig spændende at deltage i pladeprojektet, siger Viila Sandgreen til Sermitsiaq.AG.
De grønlandske musikere og Francis Lalanne går på scenen fredag nat på 'Naleraq', mens aftenens band med Søren Alaufesen holder pause. Der vil de spille den sang, som de skal indspille i Frankrig.
Du kan se video med Francis Lalanne her
Og to billeder under denne tekst