Forsvarsministeriet kendte til konflikt med Arsuk-fiskerne
Aaja Chemnitz Larsen (IA) gjorde for et halvt år siden opmærksom på, at fiskerne i Arsuk er frustrerede over, at Arktis Kommando afholder skydeøvelser i Arsuk-fjorden
I sidste uge kunne avisen Sermitsiaq fortælle, at fiskerne i Arsuk er rasende over, at de får besked på at forlade fiskepladsen, når Arktisk Kommando afholder skydeøvelser i området.
Nu viser det sig, at forsvarsministeriet i et halvt år har kendt til fiskernes frustrationer. Efter at have besøgt området rejste Aaja Chemnitz Larsen (IA) nemlig spørgsmålet overfor forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen.
- Jeg opfordrede ham til, at forsvaret skulle tage et møde med beboerne i Arsuk for at løse sagen gennem en dialog. Men et sådant møde har tydeligvis ikke fundet sted, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Nu vil hun gøre endnu et forsøg, for at forhindre at konflikten bliver yderligere optrappet. Derfor vil Aaja Chemnitz Larsen (IA) rejse sagen med et spørgsmål til ministeren.
Genåbningen af Grønnedal har betydet, at området nu igen bliver brugt til skydeøvelser, som kræver en sikkerhedsafstand.
Fiskerne ønsker at Arsuk-fjorden skal holdes helt fri for militærøvelser. Flere siger til Sermitsiaq, at de er blevet beordret væk i en særdeles hård tone.
Hos Arktisk Kommando lyder meldingen, at man respekterer fiskernes ret til at fiske i området.
- Hvis vi så observerer en fisker, der er kommet ind i fareområdet, tager vi kontakt til dem i vores lille båd, og hører om de eventuelt har mulighed for at flytte sig. Hvis de ikke kan, respekterer vi det selvfølgelig, hvorefter vi indstiller skydeøvelsen, indtil de er færdig i området, siger Martin S. Jakobsen, der er chef for ledelseselementet for Arktisk Kommando til Sermitsiaq.
Du kan læse hele artiklen fra Sermitsiaq via dette link: