Første danske sejlbåd gennem Nordvestpassagen
Skipper Kim Borch Mathiesen og medsejler i livet, Kirsten Thomsen, tager pladsen som første danske sejlbåd gennem Nordvestpassagen
Lørdag den 8. september ankom "Sol" af Gråsten til Aasiaat efter at have gennemsejlet Nordvestpassagen fra Nome, Alaska. Turen på 3200 sømil tog 40 dage.
Båden var sidst i Aasiaat i 2005, og krydser dermed sin udgående rute. I syv år har båd og besætning udsejlet godt 38.000 sømil, og rundet Nordamerika via South Georgia og Kap Horn.
Besætningen, Kirsten Thomsen og Kim Bork Mathiesen, har siden 2003 været langtursejlere på deltid, idet parret har tilbragt vinterhalvårene hjemme i Esbjerg. De har det bedst på de høje breddegrader, både nord og syd, langt udenfor de traditionelle langtursmål.
Nordvestpassagen er tidligere blevet gennemsejlet fra øst til vest af Anders Bilgram med flere i POCA-jolle med påhængsmotor. Det tog dem nogle år, hvor jollen måtte lægges op nogle steder undervejs. Eventyreren John Andersen har også sejlet i kajak gennem det meste af passagen i 1988, sammen med en norsk makker. Dengang var klimaet meget koldere, og makkerparret måtte trække kajakkerne efter sig over isen en del af vejen.
Siden 2007 har den globale opvarmning muliggjort sejlads gennem Nordvestpassagen, også for fartøjer uden isforstærkning. Sejlsæsonen er kun halvanden måned, fra sidst i juli til cirka midt september. Issituationen ændrer sig dagligt, så daglig opdatering af iskort fra den canadiske is-central er essentiel for sikker passage. Og man kan altid risikere at strande undervejs, så det bliver nødvendigt at overvintre i Arktis.
I år er fire sejlbåde sejlet gennem passagen fra vest til øst: ”Tokimata” fra New Zealand, ”Tranquilo” fra Holland, ”Upchuck” fra Storbritannien samt nu også ”Sol” fra Danmark.