Forslag: Vetoret til sundhedsdirektør

Direktøren for sundhedsvæsenet skal have vetoret, når det skal afgøres om en patient skal visiteres til undersøgelse og behandling uden for det sundhedsdistrikt, hvor patienten bor. Det fremgår af et lovforslag, der netop er sendt i høring.

Offentliggjort

En bekendtgørelse om Sundhedsvæsenets Visitationsnævn er blevet opdateret, ”så den er tidssvarende og afspejler det aktuelle behov”, som det formuleres i høringsbrevet fra Selvstyret.

Den væsentligste ændring i forhold til nugældende regler er, at sundhedsdirektøren bliver udstyret med en vetoret, ”hvor det er nødvendigt, grundet væsentlige hensyn, herunder økonomiske hensyn”, fremgår det.

Flere justeringer

Hvilke konsekvenser, det vil få for visse patienter, at økonomiske hensyn kan veje tungere end den lægefagligt optimale undersøgelse eller behandling, fremgår ikke af forslaget.

Tilbage i oktober 2022 kom daværende cheflæge i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Berit Bjerre Handberg, i medierne, da hun som formand for visitationsnævnet stod fast på en beslutning om, at en kræftsyg borger ikke skulle tilbydes eksperimental behandling på Rigshospitalet.

Dengang udtalte hun til Sermitsiaq.AG:

-Vi er nødt til at vælge, hvad midlerne og kræfterne skal bruges på.

Læs artiklen: Visitationsnævnet står fast: Kræftsyg skal ikke have behandling

Af bekendtgørelsen fremgår det også, at man vil justere, hvem der er stemmeberettigede blandt nævnets medlemmer og mødefrekvensen bliver efter behov, oplyses det i forslaget.

Høringsfristen er sat til den 10. januar.

Powered by Labrador CMS