Forskere om levermystik: Fåreavlere kan ånde lettet op
Hyppige fund af sorte levere i lam og får har i mange år skabt bekymring blandt fåreavlerne og befolkningen i Sydgrønland. Forskere kan nu efter fem års videnskabelige undersøgelser fastslå, at der ikke er grund til bekymring.
Sorte levere hos lam og får i Sydgrønland skyldes ikke forurening, og der er ikke tale om en smitsom sygdom, fastslår en videnskabelig undersøgelse.
Arkivfoto: Slagteriet Neqi A/S
Slagteriet Neqi i Narsaq støder ofte på lam eller får, der
har sorte eller mørke levere. Det har rejst spørgsmålet, om det skyldes forurening
fra mineefterforskningen ved Kvanefjeld (Kuannersuit).
Forskernes slår nu fast, at de sorte levere ikke har nogen
sammenhæng med forurening.
Ingen forskelle
”Der var ingen forskelle i koncentrationer af fluorid,
tungmetaller, uran, thorium, polonium, bly, osv., mellem sorte levere og
normale levere. De målte koncentrationer afspejler naturlige baggrundsniveauer
og ikke forurening fra mineaktiviteter”, oplyser Naalakkersuisut, der har
offentliggjort forskernes resultat.
Det viser sig, at der er tale om en kendt tilstand, der ikke
er smitsom. Man har således påvist sorte levere hos lam og får i lande som
Australien, Norge og på Falklandsøerne.
Det bliver desuden oplyst, at der ingen strålingsrisiko er
for mennesker, der spiser lamme- eller fårelevere.
Sorte levere kasseres
”Den estimerede stråledosis ved indtagelse af normal og sort
lever, var lav, og under den sikkerhedsværdi, der anbefales internationalt”, oplyses
det.
Selv om det er sikkert at spise lamme- og fårelevere fra
Sydgrønland, set ud fra et kemisk og et strålingsmæssigt perspektiv, så bliver
det oplyst, at disse altid bliver kasseret på slagteriet, fordi farven afviger
fra det normale.
Forskerne kan ikke fuldt ud forklare, hvad årsagen til de
sorte levere skyldes, ”men det vurderes at være relateret til naturlige
biologiske eller ernæringsmæssige faktorer – ikke til forurening”.
Stort forskningsarbejde
Der ligger et stort forskningsarbejde bag undersøgelsen, der
blev indledt i 2021, og hvor data fra mere end 20.000 slagtede får og lam er
blevet analyseret.
”Omkring 10,6 % af alle slagtede lam og får havde sorte
levere. Nogle besætninger havde ingen dyr med tilstanden, mens andre havde en
meget høj andel (omkring 50 %), hvilket betyder at lokale eller
besætningsspecifikke faktorer er sandsynlige årsager”.
Det er
forskere fra universiteterne i Göteborg, Aarhus og København, der i samarbejde
med veterinærmyndigheden i Grønland har gennemført den videnskabelige
undersøgelse.