Forsker svarer på hård kritik

Jess G. Berthelsen og forsker Damien Degeorges tørner igen sammen, om uran-politik er lokal eller global politik

Kuannersuit/Kvanefjeld er et af omdrejningspunkterne i debatten om nultolerancen mod uran. Er udvindingen et nationalt eller et internationalt anliggende? Foto: Ludvig Siegstad
Offentliggjort

Det sidste ord i sagen om emnet uranudvinding i Grønland er et globalt eller lokalt emne, er næppe sagt eller skrevet.

Forleden kritiserede Jess G. Berthelsen, formand for SIK, forskeren Damien Degeorges udlægning af, om udvinding af uran er et nationalt eller internationalt anliggende med følgende ord:

"Undskyld mig. Men hvad mener manden? Har han end ikke i sin forskerhimmel evnet at forstå, at det stadigvæk er ejeren - læs Grønland -, der suverænt bestemmer, hvem der skal have bukserne på? Og har Damien Degeorges overhovedet ikke fattet, at det netop er med udgangspunkt i det lokale og sande grønlandsbillede, vi senere kan tage stilling til, hvor Grønlands rette globale plads kommer til at befinde sig?"

Det sker i artiklen Jess G. harmes over forsker

Nu tager Damien Degorges til genmæle og svarer på Jess G. Berthelsens kritik:

- Hvis man taler med grønlændere, som har forståelse for den internationale politik, som foregår om råstoffer, kommer man til konklusionen, at der må være få lande som Grønland i verden, hvor man er nødt til at fortælle, at råstoffer allermest handler om globalpolitik. Især når man taler om uran. Dette fordi debatniveauet i Grønland nogle gange kan være for lavt, når det handler om råstoffer. Det vil i hvert fald klart ikke være noget, som man ville have brug for at understrege i erfarne minelande som for eksempel Australien, kommenterer Damien Degeorges, ph.d., som har beskæftiget sig med Grønland i mere end halvdelen af sit liv.

Powered by Labrador CMS