Forperson udpeget til ny ekspertgruppe om kriminallov

Dommer Tine Rud skal lede ekspertgruppen, der skal belyse kriminalretten inden den planlagte hjemtagelse af området. Hun er i forvejen godt bekendt med de grønlandske retsforhold.

Naalakkersuisut har sat sig for at hjemtage kriminalretten, så Grønland kan skrive sin egen kriminallov.
Offentliggjort

Grønland skal hjemtage kriminalretten, meddelte Naalakkersuisut i juli. Men først skal en ekspertgruppe lave forberedende arbejde på området. 

Nu er det bekræftet, at dommer Tine Rud er udpeget til forperson for gruppen. 

– Jeg er meget glad for at have fået mulighed for at bidrage til det vigtige arbejde i den af Naalakkersuisut nedsatte ekspertgruppe vedrørende hjemtagelse og revision af kriminalretten, skriver Tine Rud til Sermitsiaq. 

Kriminalret handler blandt andet om, hvilke handlinger er kriminelle, og hvilke foranstaltninger retten kan idømme kriminelle personer. Det fremgår af kriminalloven.

I dag hører området under staten. Det vil sige, at den danske justitsminister er politisk ansvarlig for kriminalloven, og ændringer af loven vedtages i Folketinget. Efter en hjemtagelse kan Grønland ændre kriminalloven på egen hånd.

Den nye forperson har i mange år arbejdet med grønlandsk lovgivning og retsvæsen, aktuelt som konstitueret landsdommer i Grønlands Landsret. Hun har også tidligere arbejdet som advokat. 

Ekspertgruppen vil bestå af en lang række repræsentanter, både fra retssystemet og relaterede områder. 

– Jeg ser frem til at påbegynde arbejdet sammen med gruppens øvrige og meget kompetente medlemmer, så vi i fællesskab kan skabe et solidt fagligt grundlag for, at Grønland kan overtage lovgivningskompetencen på dette samfundsvigtige område, siger Tine Rud. 

Powered by Labrador CMS