Forening ønsker minoritetsbeskyttelse til grønlændere i Danmark
Mentor Immanuel, der er en forening der hjælper udsatte grønlændere i Danmark i mødet med det danske system mener, at der er behov for en minoritetsbeskyttelse af grønlændere i Danmark.
En forening, der hjælper grønlændere bosat i Danmark, og som er i kontakt med det danske system har sat en underskriftsindsamling i gang med overskriften ”Underskriftsindsamling for styrkelse af Kalaallits rettigheder i Danmark”.
Torsdag morgen har 532 borgere i både Danmark og Grønland skrevet under på Mentor Immanuels digitale underskriftsindsamling.
Mentor Immanuels bestyrelse forklarer overfor Sermitsiaq.AG, at indsamlingen skal gøre opmærksom på problemstillingerne forbundet med manglende rettigheder for grønlændere i Danmark.
Mentor Immanuel mener, at der er behov for minoritetsbeskyttelse for grønlændere i Danmark, da der er så store kulturelle forskelle mellem grønlændere og danskere.
- Helt overordnet er det nødvendigt med en minoritetsbeskyttelse, fordi der ikke er andre end frivillige der ved, hvad grønlændernes rettigheder og særrettigheder er, og ikke mindst forsøger at gøre gældende, oplyser Tina Naamansen fra Mentor Immanuels bestyrelse.
Hun understreger, at minoritetsbeskyttelsen bør gælde også selvom grønlændere kommer fra et land, der er under Rigsfællesskabet.
Retningslinjer for børnesager
Foreningen Mentor Immanuel har det seneste år arbejdet for anbragte, grønlandske børn og deres forældre. Foreningen kritiserer især forældrekompetenceundersøgelsen, der er udarbejdet efter de danske normer og kultur, men som benyttes til grønlandske forældre også.
Med underskriftsindsamlingen ønsker foreningen blandt andet at opnå et stop for forældrekompetenceundersøgelsen for grønlandske forældre, en uvildig gennemgang af alle børnesager i Danmark der involverer inuit, og at der udarbejdes nye retningslinjer for børnesager hvor inuit er involveret.
Tina Naamansen oplyser, at underskriftsindsamlingerne skal afleveres til de grønlandske og danske parlamentarikere.