Forårssamling: Samarbejdspartiet vil tale økonomi

Når samlingen starter på fredag vil Samarbejdspartiet have en debat om, hvordan finanserne skal håndteres nu og efter coronakrisens ophør.

Offentliggjort

Ved dette års forårssamling har partierne i modsætning til normalen ikke mulighed for at fremsætte forslag til behandling. De har i stedet kunne fremsende ønske om en enkelt forespørgselsdebat grundet samlingens korte varighed.

Samarbejdspartiet ønsker en forespørgselsdebat om, hvorledes der sikres en bredt funderet overordnet strategi for håndtering af Coronavirus; sundhedsmæssigt, strategisk og økonomisk.

Gennemsigtighed i strategi

Partiet pointere, at der mangler bred enighed om finansieringen af tiltag i forbindelse med coronakrisen. De efterlyser en nøje tilrettelagt spareplan, en gennemsigtig og klar struktur for prioriteringer, og omlægning af erhverv og sektorer, hvis det bliver nødvendigt. Og så vil de gerne se en klar og gennemskuelig strategi for, - og retning under håndteringen af Coronavirus.

-Vi har behov for at vurdere, hvilke tiltag der bør fortsætte efter krisen, og vi bør revurdere finansloven samlet set, siger Tillie Martinussen til Sermitsiaq.AG.

Befolkningen har gjort deres

Hun understreger, at befolkningen har været gode til at gøre deres for at håndtere krisen ved at overholde regler og restriktioner, og hun mener, at nu må politikerne i Inatsisartut stå sammen og tage ansvar for fremtiden efter krisen.

- I de lande vi sammenligner os med, sætter parlamentarikere og partier sig til forhandlingsbordet på tværs af partiskel og accepterer deres uenigheder, imens de arbejder sammen om at finde løsninger i erkendelse af, at alle i hele samfundet rammes af konsekvenserne af coronavirus. Det skal vi også gøre her, siger hun.

Powered by Labrador CMS