Forårssamling 2023: Talsmændene i landet får ønske opfyldt
Igennem adskillige år har Børnetalsmanden, Handicaptalsmanden og Ældretalsmanden brugt masser af tid til at forklare at de ikke kan gå ind og sagsbehandle personsager, hvilket har skabt forvirring, frustration og skuffelse hos berørte borgere.
Kilden til forvirringen findes i de grønlandske versioner af lovgivningen, der giver hjemmel til talsmændenes arbejde.
For på de grønlandske versioner af lovene er begrebet ”Illersuisoq” (forsvarer, bisidder, red.) blevet brugt konsekvent. Det har fået mange af de berørte borgere til at tro, at deres talsmænd kan gå ind og sagsbehandle deres sager.
Talsmændene har derfor, tilbage i december 2021 i fællesskab henvendt sig til Naalakkersuisut og bedt om at få de grønlandske versioner af lovgivningen rettet.
Naalakkersuisut retter sig efter ønsket
Det har ført til, at Naalakkersuisut til forårssamlingen fremkommer med ændringsforslag til de grønlandske versioner af lovene, så begrebet ”Oqaaseqartartoq” (talsmand, red.) bliver skrevet ind i stedet for ”Illersuisoq”.
- Alle tre talsmandsinstitutioner får mange borgerhenvendelser om personsager, hvor der er en grundlæggende misforståelse af formålet med talsmandsinstitutionen og som skaber forventninger som talsmændene ikke har hjemmel til at løfte, da de ikke kan gå ind i enkelt sager, lød det i deres henvendelse til Naalakkersuisut.
Nu skal lovændring komme begrebsforvirringen til livs, og derfor søger Naalakkersuisut accept hos Inatsisartut til at rette de grønlandske versioner af lovene (FM2023 pkt. 53)
Talsmændene skal fremme rettigheder
Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen (IA) påpeger, at Talsmændene er talerør for nogle af vores mest sårbare borgere, og skal sørge for, at deres stemmer bliver hørt.
Talsmændene har blandt andet til opgave at sikre og fremme rettigheder og interesser for børn, personer med handicap og ældre, yde råd og vejledning om deres rettigheder og klageadgang, og ligeledes til offentlige myndigheder, offentlige og private institutioner samt organisationer og foreninger m.v.,
- Talsmændene kan dog ikke gå ind i personsager. Den grønlandske betegnelse for talsmand(illersuisoq) er misvisende, idet ordet kan opfattes som bisidder, og derved benyttes talsmændenes funktion ikke optimalt.