Forældre bekymret for skolestart

Flere forældre ønsker ikke at sende deres børn til skolen ved skolestart i morgen mandag i Sisimiut da de frygter, at smitten af coronavirus breder sig endnu mere.

Oline I. Olsens datter Naja Katinka med sin bedstemor Julia den 9. august. Naja Katinka starter i 1. klasse i år.
Offentliggjort

Udskyd skolestart i Qeqqata. Sådan en overskrift har 140 forældre skrevet under på ved en digital underskriftsindsamling. Underskrifterne er nu sendt til Qeqqata Kommunia med et ønske om at udskyde skolestart i Sisimiut endnu en gang.

Det er Oline I. Olsen, startede underskriftsindsamlingen i går, da hun ikke er tryg ved at skulle sende sin datter i 1. B i Minngortuunnguup Atuarfia mandag den 16. august.

- Situationen i Sisimiut er overhovedet ikke betryggende. Der er ukontrolleret smittespredning, og lige nu ved vi, at der er 74 smittede i kommunen. Vi ved ikke, hvor vi kan blive smittet, siger Oline I. Olsen til Sermitsiaq.AG.

Hun har læst Qeqqata Kommunias plan for 1. skoledag men frygter stadig risikoen for smittespredning,

- Der er ikke sket en klar udmelding om, hvordan smitten har spredt sig i Sisimiut, siger hun.

Flere restriktioner i byen

Oline I. Olsen fortæller, at hun og hendes børn primært har holdt for sig selv de seneste par uger. Det er kun Oline, der tager på indkøb, og børnene har hver en bestemt ven, som de ses med i hvedagene. Ellers bruges dagene på at holde sig hjemme, og hvis de skal begive sig ud på en gåtur, så er det med afstand til andre.

Det er tidligere set, at smitten breder sig i daginstitutioner, hvor flere blev lukket i løbet af kort tid. Og hun frygter, at smitten igen kan brede sig ved skolestart.

- Det er ikke en tryg skolestart der venter os, når situationen endnu ikke er under kontrol. Hverdagen i en coronahotspot er ikke normal, der er ingen normalitet for børnene, også når børnene starter i skole. Derfor ønsker jeg, at myndighederne først ser situationen an og udskyder skolestarten igen, siger hun.

Der er flere restriktioner, der gælder i Sisimiut frem til den 24. august. Forsamlingsloftet er på 20 personer i offentlige rum og udendørs, mundbind skal bruges ved alle offentlige steder og personer, der ikke er færdigvaccineret må ikke rejse eller tage på restaurant. Regionssygehuset kræver en negativ covid-19 test før de kan se en patient. Og Qeqqata kommunia har lukket kontoret for borgere til og med i 13.august.

Allerede udskudt en gang

Sisimiuts gymnasiale uddannelse har tidligt i forløbet meddelt, at studieårets start udskydes til den 24. august. Det eksempel ser Oline I. Olsen gerne gør sig gældende for folkeskolen.

Første skoledag for elever i Sisimiut skulle oprindeligt være den 9. august. Men det blev som bekendt udskudt på grund af smittespredning lokalt. Oline I. Olsen holdt 1. skoledagsbegivenhed for sin datter på den oprindelige 1. skoledag, som er den 9. august. Her havde datteren den traditionelle grønlandskdragt, fik gaver og husstanden spiste god mad sammen.

- Hvis jeg føler, at jeg ikke er tryg nok, så sender jeg ikke min datter i skole i morgen, siger hun.

Powered by Labrador CMS