Flere uddanner sig

40 procent af befolkningen mellem 16-74 år har nu en uddannelse udover folkeskolen. Det er en stigning på 7,8 procent over de seneste ti år. Fungerende naalakkersuisoq for uddannelse glæder sig.

Offentliggjort

Flere tager det næste skridt efter folkeskolens adgangseksaminer og uddanner sig.

En statistik omkring uddannelse viser, at i 2019 havde knap 40 procent af befolkningen mellem 16-74 år en uddannelse på et højere niveau end folkeskolen. Det er en stigning på 7,8 procent på ti år.

Det oplyser Naalakkersuisut på deres hjemmeside.

Statistikken viser:

  • 11,7 procent har en videregående uddannelse
  • 27,8 procent har en gymnasial- eller erhvervsuddannelse- eller et suppleringsukursus

- Det er gode tal, Grønlands Statistik kommer med. Der er ingen tvivl om, at det er et langt og sejt træk der skal tages for at hæve uddannelsesniveauet, men tallene viser, at vores bestræbelser på at højne uddannelsesniveauet viser god fremgang som vi skal lære godt af, siger fungerende Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke Karl Frederik Danielsen.

Flest uddannede kvinder

Tallene fra Grønlands Statistik viser, at der er en større andel af kvinder, der tager en uddannelse ud over folkeskolen end mænd.

I 2019 havde 42,8 procent af kvinderne en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, hvor den tilsvarende procent for mænd er 36,5.

- Ændringer i befolkningens uddannelsesniveau afspejler, ikke alene hvor mange, der gennemfører kompetencegivende uddannelser, men påvirkes også af uddannelsesniveaet blandt de personer, der indvandrer og udvandrer, såvel som andre faktorer. Registreringerne er generelt mere dækkende hos den yngre del af befolkningen, lyder det i en pressemeddelelse fra Selvstyret.

- Vi har stadig stort arbejde foran os, men det er vigtigt at markere og drage erfaringer fra de gode resultater, som Grønlands Statistik her viser, siger Karl Frederik Danielsen.

Powered by Labrador CMS