Filmfestival: Her er vinderne

For sjette år i træk blev Nuuk International Film Festival afholdt. Her kan du se vinderne i kategorierne kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm.

- Det har været et dejligt, rigtig stærkt program, siger direktør for Nuuk International Film Festival.
Offentliggjort

Ved dette års netop afsluttede Nuuk International Film Festival blev der uddelt priser for de bedste film i kategorierne: kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm.

Juryen bestod af Pipaluk Lykke, Paninnguaq Heilmann og Mika Lyberth.

Den bedste kortfilm blev præsenteret af Pipaluk Lykke. Inden prisen blev overrakt, sagde hun blandt andet, at selvom kortfilmene ganske vist var korte, så følte juryen, at de blev taget med på en lang rejse med stærke fortællinger.

Prisen for bedste kortfilm gik til Sunna Nousoinemi for Breath Me Back To Life.

Beundringsværdige rollemodeller

Paninnguaq Heilmann præsenterede vinderen af den bedste dokumentarfilm. Den gik til Kasper Kiertzner og filmen Tsumu.

Begrundelsen lød blandt andet, at dokumentaren viser aspekterne i at håndtere en generations smerte, skam, traumer og udfordringerne med at heale.

Sidst men ikke mindst overrakte Mika Lyberth prisen for bedste spillefilm til Nyla Innuksuk for filmen Slash/Back. Prisen blev blandt andet givet for filmens beundringsværdige rollemodeller.

- Et rigtig stærkt program

Pipaluk K. Jørgensen, direktør for Nuuk International Film Festival, synes, at filmfestivalen er gået helt fantastisk.

- Det har været et dejligt, rigtig stærkt program. Vi har haft en hel delegation fra Canada af - det kunne ikke være bedre, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvad prisen betyder, svarer hun, at det er en anerkendelse af deres arbejde, og at de forhåbentligt kan bruge prisen til at komme med på andre filmfestivaler.

Powered by Labrador CMS