Fem døde i kollision mellem fly i Japan
Fem personer fra Japans kystvagt er bekræftet døde efter kollision mellem fly, oplyser politi ifølge NHK.
Både passagerer og besætning er blevet evakueret fra et brændende Japan Airlines-fly i Haneda-lufthavnen i Japans hovedstad, Tokyo.
Det oplyser Japan Airlines ifølge det japanske public service-medie NHK tirsdag.
I alt er 379 personer blevet evakueret.
Billeder fra NHK viser flammer, der kommer ud af flyet, mens det står i lufthavnen. Brandfolk kan ses forsøge at slukke branden.
Mediet Nippon TV melder, at det var en mulig kollision med et fly fra den japanske kystvagt, som har forårsaget branden.
Kastede sig ud af nøddøre
Fem ud af seks personer fra den japanske kystvagts fly er bekræftet døde efter kollisionen, oplyser politi ifølge NHK.
En svensk familie var om bord på Japan Airlines-flyet. Til mediet Aftonbladet siger 17-årige Anton Deibe, som rejser sammen med sin far, mor og søster, at kabinen "pludselig blev fyldt med røg", mens alle råbte på japansk.
- Der var et par minutter, hvor hele kabinen var fyldt med røg. Vi kastede os ned på gulvet. Så blev nøddørene åbnet, og vi kastede os ud af dem, siger Deibe til Aftonbladet.
Også flyet fra kystvagten står i flammer, oplyser Tokyos brandvæsen.
Japan Airlines-flyet afgik fra Shin-Chitose-lufthavnen på øen Hokkaido.
70 brandbiler involveret
Haneda-lufthavnen er Japans travleste.
Alle start- og landingsbaner i lufthavnen er lukket som følge af det brændende fly, meddeler en talsperson for lufthavnen ifølge Reuters.
Over 70 brandbiler er involveret i indsatsen med at slukke branden, oplyser NHK.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har Japan ikke oplevet alvorlige flyulykker med kommercielle fly i årtier.
Den værste ulykke nogensinde involverede et Japan Airlines-fly i 1985. Det forulykkede på vej fra Tokyo til Osaka. Alle 520 om bord døde i den ulykke.