Færre efterskoleelever bekymrer
Et faldende antal grønlandske efterskoleelever i Danmark fra knap 300 til 228 i år bekymrer Efterskolerne, der havde foretræde for Grønlandsudvalgets politikere onsdag.
Foreningen, som varetager de danske eftererskolers interesseret, så gerne et styrket bånd mellem Grønland og Danmark, så antallet af grønlandske efterskoleelever ikke falder, men tværtimod vil stige i de kommende år.
Efterskolerne fremlagde en handlingsplan med forskellige initiativer, der skal sikre de grønlandske efterskoleelever et trygt ophold, men ikke mindst et fagligt godt udbytte, så deres danskkundskaber bliver styrket, så de er klædt på til at videreuddanne sig.
Positiv tendens
Frafaldet blandt de grønlandske efterskoleelever har i en årrække været på 20 procent, men Efterskolerne oplyser, at de kan se en tendens til, at dette tal falder. Blandt de øvrige elever er frafaldet på 11,5 procent.
Blandt initiativerne er et styrket samarbejde med Selvstyret, så eksempelvis visitationen af eleverne styrkes og kommer de grønlandske elever til gode. Foreningen vil bidrage med kosulentbistand til vejledningsindsatsen, og der vil blive arrangeret møder mellem vejlederne i de Grønlandske Huse og efterskolevejlederne, der har grønlandske elever.
IA’s folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen deltog på mødet og mener ikke, at foreningen bør bekymre sig over dykket i antallet af elever.
- Hvis det var et dyk over flere år, ville jeg være bekymret. Jeg er overbevist om, at forældre har været utrygge ved at sende deres børn til Danmark på grund af corona-smitten, siger Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.
Fokus på de sårbare
Hun mener, at man bør have et større fokus på de sårbare unge, som kommer fra et problemfyldt hjem, og hvor en kontaktfamilie måske har tilsvarende udfordringer.
- Det er her, at man bør sætte ind. Vi skal sikre, at de sårbare unge får en god oplevelse. Vi har jo set eksempler på, hvor en grønlandsk efterskoleelev kun er udstyret med en 20er på lommen og uden øvrige fornødenheder. I den forbindelse skal vi sikre, at børnene er klædt langt bedre på, før de tager afsted og bliver sikret et trygt ophold, siger IA-politikeren.
Efterskolerne oplyste, at man til april/maj havde planer om at tage til Grønland for at få mere viden om grønlandske forhold og blandt andet holde møder med uddannelsesstyrelsen, politikere og besøge efterskolen i Maniitsoq. Desuden gennemføre samtaler med tidligere grønlandske efterskoleelever og efterskoleforældre.