Færøsk lufthavn vil opnå én million passagerer
Vágar Lufthavn i Færøerne har etableret sig som den femtestørste lufthavn i rigsfællesskabet. Ambitionerne er høje for færøernes eneste lufthavn
Siden 2012 har Vágar Lufthavn på Færøerne fordoblet passagertallet til 425.000 sidste år, og lufthavnen forventer over en million passagerer i løbet af 20 år.
Det skriver Business Traveller.
Forventer vækst
I slutningen af 2011 blev start- og landingsbanen i Vágar Lufthavn udvidet fra 1.250 til 1.799 meter, hvilket har været med til at sætte gang i den vækstrejse, der foreløbigt kulminerede med næsten 425.000 passagerer sidste år.
I 2012 rejste 225.000 passagerer gennem lufthavnen, og væksten har således været på omkring 90 procent i løbet af blot syv år.
- Vi forventer at nå op på mellem 1,0 og 1,1 million passagerer i løbet af 20 år, og der er endda tale om en forsigtig fremskrivning, hvor vi eksempelvis kun regner med en vækst på 8,0 procent og 7,2 procent i 2020 og 2021, selvom det nok ender med at ligge på et sted mellem 10 og 12 procent, siger lufthavnschef Regin I. Jakobsen ifølge Business Traveller.
Hotelbyggerier
Hotelkapaciteten på Færøerne bliver fordoblet i år, når det nye Hotel Brandan nær Torshavn åbner i maj, mens et Hilton-hotel også er under etablering. Herunder tales der også om et nyt hotel ved Klaksvik.