Færøerne skærer ned på bloktilskuddet

Færøerne skærer 25 millioner kroner af bloktilskuddet i år. Det er første etape af nedskæringen på 100 millioner i denne valgperiode.

Offentliggjort

Det siddende landsstyre har planer om at gøre sig mindre afhængigt af Danmark. Det skal udmøntes i overtagelser af sagsområder og mindre finansiering fra Danmark.

Arbejdet er i gang. Forleden bakkede et enigt lagting op om at overtage epidemilovgivningen, og lige før påskeferien vedtog et ligeledes enigt lagting finansloven for 2023, der viser et overskud på 144 millioner kroner.

Finanslovforslaget indeholder også en nedskæring af bloktilskuddet på 25 millioner kroner. Det er i tråd med koalitionsaftalen mellem Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn om, at bloktilskuddet skæres 25 millioner om året i fire år.

Eirikur í Jákupsstovu, der er ordfører for på finansområdet for Tjóðveldi, siger, at det nu kan mærkes, at man ikke har en koalition, der vægter forbindelsen til Danmark højest.

- Om fire år er bloktilskuddet 100 millioner kroner lavere. Da bliver tilskuddet ikke kun en lille procentdel af den samlede økonomi, men også kun et lille tal i kroner og ører, og det er godt, siger Eirikur í Jákupsstovu.

I 2021 udgjorde bloktilskuddet 10 procent af Færøernes offentlige udgifter.

Bloktilskuddet væk om 15 år

29 marts, dagen før vedtagelsen af finansloven i lagtinget, var den danske finanslov til første behandling i folketinget.

Her sagde folketingsmedlem for Javnaðarflokkurin, Sjúrður Skaale, at det er usundt for Færøerne at bygge på økonomisk støtte fra Danmark og vigtigere at skabe noget selv. Han mener, at bloktilskuddet bør udfases over 10 til 15 år.

- Så vil forholdet mellem Danmark og Færøerne blive endnu sundere, når der ikke er disse overførsler imellem landene. Så vil forholdet baseres på samarbejde og ikke afhængighed, sagde Sjúrður Skaale i forbindelse med finanslovsdebatten.

Flere overtagelser

I november 2019 var landsstyret og den danske regering enige om, at bloktilskuddet for 2020 skulle være 641 millioner. Det er ikke øget siden. Holder en nuværende koalition valgperioden ud, vil bloktilskuddet være 541 millioner i 2026.

Udover overtagelsen af epidemilovgivningen og nedskæringen af bloktilskuddet arbejder landsstyret med flere overtagelser.

Aktuelt er der forslag i lagtinget om at overtage fyrtårnene og landslægeembedet, og arbejdet er også sat i gang med at forberede overtagelsen af luftrummet.

Powered by Labrador CMS