COP30-BRASILIEN
EU melder sig klar til aftale på klimatopmøde trods stor skuffelse
Et skuffet EU vil nu acceptere en aftale på klimatopmødet COP30, som ikke viser klar vej mod CO2-reduktioner.
Wopke Hoekstra, EU's klimakommissær, erkender støtte til skuffende aftale for EU på klimatopmødet COP30 i Brasilien.
Foto: Fernando Llano/Ritzau Scanpix
Trods stor skuffelse over en svag vej mod flere CO2-reduktioner vil EU acceptere det seneste udkast til en aftale på klimatopmødet COP30, som det brasilianske formandskab har præsenteret dem for.
Det siger EU's klimakommissær, Wopke Hoekstra, og Danmarks klimaminister, Lars Aagaard (M), i kapacitet af EU-formandskabet.
- Vi støtter den, fordi det i det mindste er et skridt i den rigtige retning, siger Wopke Hoekstra.
EU ankom til topmødet i Belém, Brasilien med det afgørende krav, at den endelige aftale skulle vise en vej til at nå Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på 1,5 grader.
Dermed skulle klimatopmødet levere et spor for, hvordan verden kan reducere sine udledninger i højere grad, end det er tilfældet nu, da verden langt fra er på vej mod målet fra Paris.
Derfor er den aftale, EU nu vil sige ja til, stærkt skuffende for EU og for Lars Aagaard.
- Jeg havde gerne set, at denne COP, der er ti-året for Paris-aftalen, kunne samles om noget, der var mere ambitiøst for at vise en vej frem til at få udledningerne ned. Ingen tvivl om det, siger den danske klimaminister.
Mens EU har ønsket at styrke aftalens forpligtelse til at sænke udledningen af drivhusgasser, er man endt med at måtte slås for at bevare tidligere aftalers klimatilsagn.
Det har været en kamp at beholde, hvad verdenssamfundet enedes om på COP28 i Dubai - at verden skal omstille sig væk fra fossile brændsler.
- Det var der nogen, der ikke ville have, der skulle stå, men der er henvisninger i teksten, der sikrer, at det er noget, vi arbejder på, siger Lars Aagaard.
De mere detaljerede drøftelser af behovet for flere CO2-reduktioner ser ud til at blive udskudt.
Udkastet til COP-aftalen tilsiger nemlig, at der skal afholdes et høj-niveau-møde næste år, hvor udledningen af drivhusgasser skal adresseres.
Det kan blive som optakt til næste års COP31 i Tyrkiet.
På klimatopmødet er EU blevet mødt med krav om finansiering til klimatilpasning.
Det har været en knast i forhandlingsforløbet, fordi EU til gengæld ville have lovning om CO2-reduktioner.
Lars Aagaard siger nu, at man har valgt at gå på kompromis med den svage klimahandling, fordi man trods alt vil sikre en finansiering af fattige landes tilpasning til de klimaforandringer, der rammer dem hårdest.
- Vi har sendt et signal til de fattigste lande om, at vi er villige til at bidrage til at sikre finansiering til tilpasning.
Her vil aftaleudkastet øge finansieringen af fattige landes klimatilpasning. På klimatopmødet COP26 i Glasgow enedes verden om at sikre 40 milliarder dollar årligt fra 2025 til klimatilpasning. Den nye aftale opfordrer til, at dette beløb tredobles i 2035.
På klimatopmødet har verdens lande nu forhandlet i to uger, og fredag måtte forhandlingerne gå i overtid.
Det har især været lande som Saudi-Arabien og Indien, der har været store blokader for en aftale om fossil udfasning, fordi deres økonomier er afhængige af det.
Efter at have drøftet mulighederne hele natten, har det brasilianske COP-formandskab nu skrevet en aftaletekst, som det nu vil forsøge at få vedtaget i plenarforsamling.
Den er sat til at starte klokken 16.00 dansk tid.
Lars Aagaard fortæller, at han har været vågen 26 timer i streg, og at hans hjerne derfor er lidt ”toasted” – engelsk for ristet.
Han kan derfor ikke helt svare på, om det for EU skuffende resultat bør få konsekvenser for selve COP-formatet, som han ellers havde luftet inden topmødet.