Erhvervsleder: Afgift på turisme bør geninvesteres i erhvervet

Det kan synes særdeles fornuftigt at hæve afgiften. Spørgsmålet er dog, hvornår smertegrænsen nåes. Kryds­togtselskaberne accepterede den sidste stigning – men er allerede begyndt at stille spørgsmål om, hvad de kan forvente af service for de penge, de betaler i afgift. Passagerafgiften i Grønland er siden 2003 steget med ikke mindre end 75 procent – fra 300 kroner til 525 kroner på bare fem år. Det er umiddelbart svært at få øje på, hvad der berettiger denne stigning.

Sydgrønland har haft endnu en sæson med eksplosiv vækst i antallet af skibe og passagerer.

Det medfører store udfordringer for den lokale infrastruktur. De private gør deres bedste for at udvikle produkter, som modsvarer skibenes ønsker, og på anløbsdage er mange hænder i gang med at servicere skibene. Kommunerne bruger også tid og kræfter på at stille bedst mulige rammer til rådighed. Men et virkeligt løft kræver støtte fra de centrale pengekasser.

Både Nanortalik og Qaqortoq har i løbet af sommeren mange skibe med mere end 800 passagerer – det største har 3.000 ombord. Det er næsten umuligt at få passagererne i land og tilbage ombord på skibet indenfor rimelig tid. Udviklingen er for længst løbet fra den flydeponton der benyttes. Som minimum må man kunne stille en ordentlig landgangsbro til rådighed – som kan betjene to tenderbåde af gangen.

Den eneste rigtige løsning er at lave et fast anlæg af beton. Et egentligt besøgscenter med toiletfaciliteter er også ønskeligt. Med de store summer, der nu kommer ind via krydstogsturismen må det være muligt at lave en fem-års plan for opgradering af faciliteterne til krydstogtskibene. Det er jo ikke kun i Sydgrønland, der er mangler og ønsker.

På bare fire dage i løbet af en uge havde Narsarsuaq, Qaqortoq og Nanortalik besøg af 5.900 gæster – og desværre et afbud fra et skib med 1.400 passagerer på grund af storm. Men de passagerer, som kom i land i Sydgrønland, genererede ikke mindre end 2,4 millioner kroner til landskassen – på fire dage.

Det er på tide, at der laves en fordeling af krydstogtafgifterne, så vi lokalt får et direkte udbytte af vores indsats. Det kan for eksempel være en model, hvor halvdelen af afgiftspengene lægges i en pulje, hvorfra kommunerne kan søge finansiering til udbedring af infrastruktur relateret til krydstogtsindustrien. Det skal være en pulje, hvor pengene kan akkumuleres fra år til år, således at der kan spares op til større projekter. Det må så være turismebranchen som laver en prioriteringsplan.

Nok er Grønland stadig en ny og spændende destination, men prisstigninger uden serviceforøgelse er ikke en holdbar model. Nu har vi imidlertid muligheden for at lave de mange ønskede forbedringer for penge erhvervet selv genererer. Det burde være en ønskesituation for os alle.