Ensomhed og akutte henvendelser fylder hos rådgivnings-linje

Tusaannga forventer en stigning i antallet af henvendelser på 30 procent.

Departementet for Børn og Unge forventer at Tusaannga vil have modtaget cirka 5.000 henvendelser, når 2023 er forbi.
Offentliggjort

I november trådte politikerne til med en ekstrabevilling til Tusaannga på 900.000 kr.

Der var behov for pengene, fordi rådgivningslinjen oplevede en stigning i antallet af henvendelser.

En opgørelse fra Departementet for Børn og Unge viser, at Tusaannga har oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser vedrørende blandt andet ensomhed og akutte henvendelser.

Overordnet oplyser departementet, at Tusaannga forventer at modtage omkring 5.000 henvendelser i 2023, og det er en stigning på cirka 30 procent i forhold til året før.

Større kendskab

Ifølge departementet kan stigningen i antallet af henvendelser skyldes, at kendskabet til Tusaannga stiger i befolkningen, samt at Tusaannga siden 10. februar 2023 har udvidet sine åbningstider til at have åbent alle timer i døgnet.

TUSAANNGA

TUSAANNGA – TLF. 801180, SMS 1899

Alle børn, unge og voksne, som har brug for at tale eller skrive med nogen, kan kontakte Tusaannga. Der sidder rådgivere klar til at hjælpe og rådgive dig om dine problemer, om disse så er store eller små. Ingen skal sidde alene med sine problemer. Vi hører dig.

Tusaannga har åbent alle døgnets timer, alle ugens dage.

- Endvidere er Tusaannga landets eneste døgntilbud af denne slags, skriver Departementet for Børn og Unge til Sermitsiaq.AG.

Departementet fremhæver, at der i år har været en stigning i antallet af henvendelser, der registreres som akutte.

Flere akutte henvendelser

- Dette er henvendelser, hvor rådgiveren er nødt til at handle ved at underrette til kommunen, kontakte politiet eller sundhedsvæsnet, forklarer departementet.

I 2022 blev der registreret 102 akutte henvendelser, mens der frem til 9. november 2023 er registreret i alt 140 akutte henvendelser hos Tusaannga.

Ud af de 140 akutte henvendelser har rådgiverne talt med i alt 41 personer, som var i gang med at begå selvmord.

Nedenstående skema viser registreringen af henvendelserne, og her fremgår det også, at over 1.000 henvendelser har handlet om ensomhed.

Powered by Labrador CMS