England: 39 personer døde af kulde i frysecontainer
Britisk politi efterforsker et irsk menneskesmuglernetværk i forbindelse med fundet af 39 lig i en lastvogn.
39 mennesker, der onsdag blev fundet døde i en lastbil øst for London, menes at være frosset ihjel i en kølecontainer, hvor temperaturen kan gå helt ned til minus 25 grader.
Det skriver flere britiske aviser torsdag på baggrund af anonyme kilder. Blandt aviserne er The Telegraph og The Sun.
De 39 ofre menes alle at være kinesiske statsborgere.
- Vi har fået bekræftet, at otte af de døde er kvinder, og at 31 er mænd. De menes alle at være kinesiske statsborgere, siger det britiske politi i en erklæring.
Det er uklart, hvor og hvornår personerne i første omgang indfandt sig i den frysecontainer, som natten til onsdag blev fundet øst for London.
Politiet har anholdt lastbilens chauffør, en 25-årig mand fra Nordirland, der er mistænkt for drab. Efterfølgende er to huse i den nordirske provins blevet ransaget.
Politiet siger ifølge The Telegraph, at lastbilens frysecontainer ankom til havnen i Essex fra Zeebrugge i Belgien lidt efter midnat natten til onsdag.
Ligene blev fundet omkring en time efter containerens ankomst - klokken 1.40 natten til onsdag (klokken 2.40 dansk tid).
- Klokken 1.40 blev politiet alarmeret. Lastbilen var nu i et industriområde i det nærliggende Grays, og ligene var blevet opdaget, skriver The Telegraph.
Chaufføren, der er blevet navngivet i medierne som den 25-årige Mo Robinson, er fra County Armagh i Nordirland.
Lastbilens trækker var ifølge den foreløbige efterforskning kommet til Storbritannien fire dage tidligere fra Dublin i Irland via Holyhead i Wales.
Det britiske kriminalpoliti siger, at det efterforsker sagen med henblik på hurtigt at gribe ind mod ethvert organiseret netværk, som på nogen måde kan have spillet en rolle i dødsfaldene.
Et medlem af det britiske parlament, Jackie Doyle-Price, siger, at det er et udtryk for en ond menneskeforagt at komme 39 personer ind i en låst metalcontainer.
Politiet efterforsker lastbilens forbindelser til Bulgarien, hvor den har været indregistreret siden 2017. Det bulgarske udenrigsministerium siger, at lastbilen er indregistreret i Varna som tilhørende et selskab, der ejes af en irsk kvinde.
Området er kendt for en cigaretsmuglerrute, som ifølge lokale er kendt for at have forbindelser til irske republikanske bander.