Endnu en familie flytter fra Tasiilaq

Josef rører rundt i gryden, mens duften af tuttu-suppe breder sig i familiens vakantbolig i Nuussuaq. Ved spisebordet sidder hans kone, Karen, og venter på suppen, mens stuen ved siden af fyldes af børnelatter og tonerne fra disney-filmen Frozen.

– Det var noget af det første, jeg ønskede mig, da vi flyttede hertil til Nuuk – rensdyr. Jeg får også yoghurt næsten hver dag, siger Karen.

Familien Nathanielsen flyttede fra Tasiilaq til Nuuk for en måned siden. For Karen, der oprindeligt er fra Nuuk, er rensdyret en smag af barndom, men også et symbol på alt det, der var svært at få fat i Tasiilaq. Og rensdyr er langt fra det eneste, de har savnet, da de boede i Tasiilaq. Karen åbner køleskabet og viser æbler, peberfrugt og en masse pålæg. 

– Vi var vant til at fryse en del pålæg til vinteren i Tasiilaq, så jeg kan slet ikke vænne mig til, at der hele tiden er friske varer i Nuuk. Jeg hamstrer stadigvæk lidt en gang imellem, siger Karen og griner.

- Hvorfor kan man ikke købe det i Tasiilaqs butikker? 

Josef og Karen har i længere tid talt om at flytte til Nuuk. Dels for at komme tættere på Karens mor, der har fået Parkinsons sygdom, men også for at komme til et sted med bedre muligheder for både dem selv og børnene.

De forlod ikke Tasiilaq uden vemod. Begge havde gode jobs og et stærkt netværk. Karen, 43 år, arbejdede som sundhedsassistent på sygehuset i Tasiilaq. Nu arbejder hun på Sana i Nuuk. Josef, 50 år, var kaptajn på en turistbåd og brandmand ved siden af. Mens børnene Nuunu-Ajaaja på 4 år og Inaluk på 6 år prøver at vænne sig til livet i Nuuk, arbejder han ikke.

– Når børnene vænner sig til børnehaven og skolen, skal jeg nok finde noget. Der er mange muligheder her i Nuuk, og brandstationen her har allerede budt mig velkommen, siger Josef.

Mens vi sidder omkring tuttu-gryden, er deres store børn også på besøg. Sofus på 20, der er i gang med sin terminalmedarbejderuddannelse, og Ellen på 25, som går på GU i Nuuk.

– Det er så dejligt at få familien hertil, siger Ellen med et smil.

Inaluk på 6 år elsker virkelig frugt og grønt. De sidste par år har været særligt svære for hende i Tasiilaq. Det sidste forsyningsskib kommer til Tasiilaq i starten af november, mens den rute, som tidligere forsynede byen med friske varer om vinteren, er stoppet. Det er Icelandair, der har indstillet sin vinterrute til Kulusuk, fordi den ikke er rentabel.

De sidste par år er Inaluk begyndt at stille sine forældre spørgsmål:

– Hun elsker frugt og kan ikke undvære æbler i hverdagen. Hun begyndte at spørge os om noget, vi ikke kunne svare på: “Hvorfor kan man ikke købe det i Tasiilaqs butikker?” Jeg synes, det er synd for hende. Derfor begyndte jeg at presse min kone til, at vi skulle flytte til Nuuk. Varerne bliver også dyrere og dyrere i Tasiilaq, siger Josef. 

Karen nikker anerkendene.

– Der var en, der lagde et opslag på Facebook i går, hvor man kunne se, at et franskbrød kostede 53 kroner, siger Karen.

Et større billede

Familien Nathanielsen er ikke alene om at tage det skridt.

Tasiilaq har på ti år mistet omkring 16 procent af sine indbyggere. I 2015 boede der 2.093 mennesker i byen. I dag er der 1.758 tilbage.

Særligt blandt børnene er udviklingen tydelig: 697 børn i 2015 – 528 i dag. Et fald på næsten en fjerdedel.

– De fleste jeg kender, som er flyttet til Nuuk, har en uddannelse. Der er enkelte, jeg kender, som ikke har det – ligesom jeg selv. Men alle flytter, fordi der er bedre muligheder her. Også jobmæssigt, siger Josef.

Når Tasiilaq mister familier som Nathanielsen, mister byen ikke bare mennesker. De mister ressourcer. Der var mange, der ærgrede sig, da familien besluttede at flytte til Nuuk.

– Der er flere, der har sagt, at de var heldige at have mig på sygehuset. Og de siger også, at de mister meget, når vi flytter. Det har jeg hørt flere gange, siger Karen.

Fantastisk natur, men byen er gået i stå

Selv her i Nuuk, hvor butikkerne bugner, taler familien stadig varmt om deres gamle hjemby.

– Naturen er fantastisk. Vi skal nok komme dertil igen på besøg, siger Karen. Josef nikker.

– Tasiilaq har en fantastisk natur, og området omkring har vi sejlet meget i, især i Sermilik. Det vil altid være i vores hjerter, men byens udvikling er meget langsom. Derfor er det svært at forestille sig at komme tilbage, siger han.

Karen fortæller, at det heller ikke er sundt for børnene, hvis de skal flytte frem og tilbage. Dog har de en slags “forsikring”. Familien har lejet deres bolig i Tasiilaq ud i et år, så de har en sikkerhed, hvis de alligevel beslutter at flytte tilbage. Men hvad skal der til, for at de flytter tilbage? 

– Jeg kan se, hvor meget Tasiilaq er blevet ramt, efter storkommunerne blev indført. Der er flere arbejdspladser, der er lukket – blandt andet Tusass og bageriet. Forskellige afdelinger er blevet flyttet. Allerede dengang gik udviklingen i byen i stå, siger Karen.

Josef færdiggør sin tuttu-suppe og nikker.

– Jeg kan godt forestille mig at bo der igen, hvis det, politikerne lover, bliver til virkelighed. Men det går meget langsomt. I de 16 år, jeg har været brandmand, er vi blevet lovet en ny brandstation to-tre gange, men nu udskyder man det stadigvæk, siger Josef.