Et levende jagtlandskab – mellem is, hav og UNESCO

Da Aasivissuit–Nipisat i 2018 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, var det kulminationen på et langt arbejde for at dokumentere og anerkende et af Grønlands mest sammenhængende kulturlandskaber. 

Med denne bog har forfatterne skabt et omfattende og visuelt stærkt værk, der både forklarer, hvorfor området er verdensarv – og hvordan det i årtusinder har været brugt, formet og forstået af mennesker.

Bogen tager læseren med gennem et landskab, der strækker sig fra kystens vinterbopladser over fjorde, dale og rensdyrsletter til indlandsisens rå rand. Det er ikke blot en geografisk rejse, men en fortælling om bevægelse som livsform: sæsonvandringer, jagtrejser, handel og fællesskab. Aasivissuit–Nipisat fremstilles konsekvent som et levende jagtlandskab – ikke som et arkæologisk reservat løsrevet fra nutiden.

En af bogens største styrker er dens evne til at vise, hvordan landskabet selv fungerer som arkiv. Varder, stier, bopladser og jagtanlæg ligger ikke tilfældigt, men udgør et sammenhængende system, der vidner om tusindvis af års tilpasning til naturens rytmer. Fjordene beskrives som adgangsveje, dalene som logistiske knudepunkter, og rensdyrsletten Aasivissuit som et centrum for fællesjagt og social organisering.

Samtidig understreges det, at mange af disse strukturer stadig kan aflæses i terrænet – og i visse tilfælde stadig bruges. Bogen formår her at bygge bro mellem fortid og nutid uden at romantisere: motorbåde, rifler og moderne livsformer har ændret praksisserne, men de grundlæggende ruter og steder består.

Arkæologi i øjenhøjde

Arkæologien fylder en central del af værket, men formidles i et tilgængeligt og læsevenligt sprog. Udgravninger, bopladser, møddinger og redskaber præsenteres som konkrete spor efter hverdagsliv, ikke som abstrakte fund. Særligt stærk er beskrivelsen af, hvordan permafrostens optøning i dag både afslører og truer de arkæologiske levn – og hvordan overvågning og dokumentation derfor er blevet en afgørende del af forvaltningen af verdensarven.

Her bliver det tydeligt, at UNESCO-stemplet ikke blot handler om fortiden, men også om nutidens ansvar.

Bogen er rigt illustreret og struktureret med korte, tematiske nedslag, der giver læseren mulighed for at fordybe sig i enkeltaspekter af kulturlandskabet. Temaartiklerne spænder bredt – fra traditionel stenbygget infrastruktur over grønlandsk madkultur gennem tiderne til kunsthåndværk og redskaber.

Disse kapitler fungerer som både faglige forankringer og pædagogiske åndehuller. De gør bogen velegnet ikke blot for specialister, men også for den bredere, kulturinteresserede læser. Det er her, værket for alvor folder sin styrke ud som formidlingsbog.

Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at bogen også i højere grad fik udfoldet, hvad UNESCO-stemplet konkret har betydet for området – såvel i et udviklings- som markedsføringssammenhæng.

En vigtig og vedkommende bog

På trods af dette savn er Aasivissuit – Nipisat et væsentligt og vellykket værk. Det er en bog, der insisterer på, at verdensarv ikke kun handler om fortiden, men om nutidige relationer mellem mennesker, landskab og historie. Med sin rige billedside, sit klare sprog og sin faglige tyngde giver den læseren både viden og forståelse – og en dybere respekt for det landskab, der strækker sig mellem havet og indlandsisen.

Det er en bog, der fortjener at blive læst – ikke blot som dokumentation, men som invitation til at se Aasivissuit–Nipisat som det, området er: et levende, brugt og betydningsfuldt kulturlandskab i verdensklasse.