Endelig første skoledag for GU'erne
Udd. chef Knud Niss, Sanaartornermik Ilinniarfik: - Så nu skal der undervises.
Endelig og langt om længe, og lidt senere end ventet, så bliver det første skole for GU'erne i Sisimiut.
Det sker på tirsdag, hvor GU Sisimiut starter under Sanaartornermik Ilinniarfik, Bygge- og Anlægsskolen med 2 klasser, i alt 46 elever.
Eleverne skulle ellers være startet på Avannaani Ilinniarnertuunngorniarfik, GU , Aasiaat, men grundet massive indkvarteringsproblemer er de 46 elever blevet bedt om at starte og gennemføre deres tre årige gymnasieuddannelse i Sisimiut.
Størstedelen (30) af eleverne er hjemmehørende i Sisimiut og en fra Itilleq. 13 kommer fra Ilulissat og to fra Kangerlussuaq. De 15sidstnævnte skal bo på Inuunerup Atuarfia, Knud Rasmussen Højskole.
GU Sisimiut eleverne starter i kantinen kl. 09.00, hvor de bydes velkommen med morgenmad.
- Eleverne vil komme gennem et kort introprogram, og så handler det ellers om undervisning, da vi er startet lidt senere end normalt skolestart. Der har været rigtig meget tryk på kedlerne for at kunne være klar med lærere, lokaler og undervisningsmaterialer. For 2 måneder siden blev skolen bedt om at gennemføre GU undervisning af Departement for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, KIIIN.
- Processen med at starte Sisimut GU kan sammenlignes med at begynde bygningen af skibet 2 måneder før det skal sejle, siger Udd. chef Knud Niss, Sanaartornermik Ilinniarfik.