En halv million til grønlandske børn

Rasmus Ott fra julekalenderen 'Jesus og Josefine' overrakte en check på 500.000 kr. til Foreningen Grønlandske Børn.

Tina Frausing, en glad generalsekretær for Foreningen Grønlandske Børn, modtog en halv million kroner, der skal bruges til et nyt kontaktfamilie-projekt. Foto: Sermitsiaq.AG
Offentliggjort

I december vandt to unge skuespillere fra julekalenderen 'Jesus og Josefine' 500.000kr. i TV2’s quizprogram 'Hvem vil være millionær'. Den gang besluttede de, at Foreningen Grønlandske Børn (FGB) skulle have pengene.

Lørdag overrakte Rasmus Ott checken til foreningens generalsekretær Tina Frausing, da foreningen arrangerede en velbesøgt velgørenhedsevent i Glostrup Hallen.

Pengene skal gå til et projekt, der skal knytte børn til en fast kontakfamilie.

- Vi er i gang med et nyt kontaktfamilie-projekt, hvor ressourcesvage børn skal have kontakt med velfungerende familier en gang om måneden. Der kan de opleve et harmonisk familieliv, som et alternativ til hvad de er vant til, fortæller Tina Frausing

FGB har god erfaring med kontaktfamilier i projektet 'Et godt liv i Danmark', rettet mod grønlandske børn med enlige forældre, som har svært ved at integrere sig i Danmark.

Powered by Labrador CMS