MENS VI VENTER

En ADHD-diagnose og 10.000 kroner senere, kan Arnaq stadig ikke få udleveret medicin herhjemme

De lange ventetider i psykiatrien får flere til at overveje at betale for en udredning hos en privat psykiater i Danmark. Netop det gjorde Arnaq Bourup Egede i sommers. Et par måneder senere kontaktede hun AG og fortalte, at hun alligevel skal gennem psykiatrien herhjemme, før hun kan få hjælp i Grønland.

28. juli blev Arnaq Bourup Egede diagnosticeret med ADHD af en privat psykiater i Danmark, hvorefter hun fik recept på ADHD-piller. I september løb hun tør for pillerne og fik samtidig at vide, at hun ikke kunne få en recept på medicinen herhjemme, når hun ikke havde talt med en psykiater i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Offentliggjort

Det ville tage evigheder for Arnaq Bourup Egede at komme igennem til psykiatrien i sundhedsvæsenet og blive udredt for ADHD.

Det havde hun hørt, og det er også det, som flere forskellige kilder har fortalt her i avisen.

Det ville tage evigheder for Arnaq Bourup Egede at komme igennem til psykiatrien i sundhedsvæsenet og blive udredt for ADHD.

SERIE: MENS VI VENTER

På under et år er antallet af patienter i sundhedsvæsenet, der venter på en udredning for en psykisk lidelse, mere end fordoblet.

950 mennesker stod i juni på venteliste.

I denne serie har vi mødt nogle af de mennesker, der mærker konsekvenserne af den pressede psykiatri.

Siden har landets handicaporganisationer, sundhedsvæsenet og naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap reageret på beretningerne og svaret på kritikken.

Efterfølgende er vi blevet kontaktet af Arnaq Bourup Egede, der blev diagnosticeret med ADHD af en privat psykiater i Danmark i juli måned, men som nu ikke kan få udleveret sin medicin herhjemme.

Det havde hun hørt, og det er også det, som flere forskellige kilder har fortalt her i avisen.

- Jeg tænkte, at det ikke nyttede at henvende sig, siger hun, da AG taler med hende over en onlineforbindelse.

Til dagligt bor og arbejder Arnaq Bourup Egede i Ilulissat. Hun er nok mest af alt kendt for sin plads på kvindernes fodboldlandshold.

I nogle år har hun gerne ville udredes for ADHD. Hun havde efterhånden erkendt, at hun skulle have hjælp til at håndtere det kaos og den larm, som boede i hende – og ikke mindst finde ud af, hvor det hele stammede fra.

Men udsigten til at skulle vente flere år på at få en snak med en psykiater tog modet fra hende.

I sommer skete der dog noget. En af hendes veninder skrev, at hun var blevet udredt af en privat psykiater i Danmark, der tilbød online udredning. Det var gået hurtigt, skrev veninden, og Arnaq Bourup Egede besluttede sig for at kontakte den samme psykiater. Hun var parat til selv at punge ud.

28. juli, tre uger, efter hun første gang henvendte sig til psykiateren, blev hun diagnosticeret med ADHD.

For samtalerne og udredningen ved psykiateren plus udgiften for den ADHD-medicin, som hun fik en recept på, endte Arnaq Bourup Egede med at betale godt 10.000 kroner. Det var det hele værd, synes hun dengang. Hun var blevet klogere og pillerne virkede.

- Selvom jeg inderst inde godt vidste, at jeg havde et eller andet, var det rigtig rart at få bekræftet, siger hun.

Hun kontaktede hurtigt sygehuset i Ilulissat for at få en recept på medicinen, så hun fremover ville kunne hente den her i landet. Men tiden trak ud, og som dagene og ugerne gik, blev pillerne i pakkerne færre og færre.

Alt blev stille efter én pille

Siden hun var helt lille, har Arnaq Bourup Egede haft en uro i kroppen og i hovedet. I perioder er det gået ud over søvnen, og andre gange har den vist sig gennem angst- eller vredesudbrud.

Det er blevet værre med årene, særligt efter hun flyttede hjemmefra, hvor hun ikke længere havde sin mors regler og faste spisetider til at rammesætte hverdagen.

- Jeg har gået til både psykolog, til spædbarnsterapi, tankefeltterapi. Jeg har prøvet alt muligt, men der var ikke rigtig noget, der hjalp, fortæller Arnaq Bourup Egede.

Derfor var det på mange måder også en stor lettelse for hende, da psykiateren i sommer fortalte hende, at hun havde ADHD.

I løbet af sin opvækst og som voksen har Arnaq Bourup Egede været igennem forskellige former for terapi og behandling i forsøget på at lindre og forklare den uro, som hun altid er gået rundt med.

- Det var ligesom, når man spoler tilbage på et gammelt videobånd. Alt muligt fra barndommen kom tilbage. Det var ret overvældende, siger hun.

- Og det var også frustrerende – for jeg ville ønske, at man havde fundet ud af det før.

Pillerne, hun fik recept på, var af typen methylphenidate, som er bedre kendt som Ritalin. Et medikament, der benyttes af ADHD-patienter, men som politiet tidligere har fortalt også bliver videresolgt og misbrugt herhjemme.

ADHD

ADHD står for 'Attention Deficit Hyperacticity Disorder' og er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse.

Nogle af de typiske kendetegn ved ADHD er opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og impulsiv adfærd.

Både børn, unge og voksne kan have ADHD.

På verdensplan anslår man, at mellem 3 og 4 procent voksne har ADHD.

Kilde: psykiatrifonden.dk

Efter hun havde fået sin recept, hentede Arnaq Bourup Egede selv medicinen på et dansk apotek, da hun i forbindelse med en landsholdstur til Færøerne havde en enkelt overnatning i Danmark. Første gang hun tog en pille, sad hun og spiste morgenmad med sin kæreste og sin treårige søn hjemme i Ilulissat. Pludselig blev alt stille.

- Det var kun lyden af bilerne ude på vejen, som jeg kunne høre, siger hun.

Hun tænkte ikke længere på, hvor bilerne ude på vejen skulle hen, hvem der sad derinde eller nogle af de andre tanker, der plejede at flyve rundt indeni. Hun kunne bare fokusere på at spise morgenmad.

- Mine frustrationer og min vrede, blev også nemmere at styre. For jeg havde ro til at tænke mig mere om. Og jeg sov bedre om natten, fortæller hun.

I mellemtiden undrede Arnaq Bourup Egede sig over, hvorfor det kunne tage så lang tid for sundhedsvæsenet at vende tilbage, når hun havde en speciallæges ord på, at hun havde ADHD.

Nogle typer ADHD-medicin bliver videresolgt ulovligt og misbrugt. Kan du godt sætte dig ind i, at man fra sundhedsvæsenets side måske godt vil være lidt ekstra påpasselig, inden man udskriver noget så kraftigt som ADHD-medicin?

- Ja, selvfølgelig. Men det er så frustrerende, og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule stemplet. Som om jeg bare prøver at skaffe noget medicin bare for at misbruge det. Det var sådan, jeg havde det, svarer hun.

Første gang hun tog ADHD-medicin, sad Arnaq Bourup Egede med sin søn og kæreste og spiste morgenmad. Pludselig var der ingen indre støj.

Må vente ligesom alle andre

Som ugerne gik, og pillerne i pakken forsvandt, forsøgte Arnaq Bourup Egede at ringe til psykiatrien i Nuuk flere gange. To gange lykkedes det hende at komme igennem, og hun blev bedt om at anmode om en recept på doktor.gl.

Det var 18. september og på det tidspunkt havde hun kun én pille tilbage. Og så ringede telefonen pludselig.

- De sagde, at den udredning, jeg havde fået var utilstrækkelig, og at jeg blev nødt til at henvende mig til sundhedsvæsenet og få en henvisning til psykiatrien dér, fortæller hun.

Samme dag tikkede der også et svar ind på doktor.gl:

- Tak for din henvendelse til Psykiatrisk Område. Du har ikke et aktuelt forløb i psykiatrisk ambulatorie og vi kan derfor ikke lave recept. Du bedes henvende dig hos regionslæge for en henvisning til psykiatrien, stod der.

Arnaq Borup Egede var knust, og siden beskeden fra sundhedsvæsenet har hun ikke haft kræfter til at kontakte dem igen.

- Og jeg er løbet tør for pillerne, så jeg skal begynde helt forfra og vænne mig til medicinen igen, siger hun.

I princippet ville Arnaq Bourup Egede godt kunne fortsætte med at få sin medicin udleveret i Danmark.

- Men så vil jeg også skulle betale, hver gang jeg skal hente pillerne. Det er totalt urealistisk, siger hun og sukker.

- Jeg forstår ikke, hvorfor andre kan få recept, når de har en udredning fra Danmark, uden at skulle udredes endnu engang i psykiatrien her.

Arnaq Bourup Egede har tårer i øjnene.

- Jeg har bare givet lidt op efter det. Jeg har brugt så mange kræfter på at blive kastet frem og tilbage og ringe rundt. Og så virkede det alligevel ikke, siger hun.

- Nu ved jeg ikke lige, hvad jeg skal gøre.

AG har kontaktet sundhedsvæsenet for at få en forklaring på, hvorfor Arnaq Borup Egede skal vente, til hun har talt med en psykiater i sundhedsvæsenet, når hun allerede har betalt for at blive udredt i Danmark. I den forbindelse har Arnaq Bourup Egede også givet tilladelse til, at hendes sag bliver gennemgået.

Sundhedsvæsenet har sagt, at de vender tilbage med et svar hurtigst muligt.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS