16-årige Ivaana venter på psykiatrien. Ingen ved, hvornår det bliver hendes tur

- Ivaana?

Daana R. Geisler står i entreen og kalder på sin 16-årige datter.

Et par minutter senere kommer Ivaana Geisler Josefsen ned ad trappen fra sit værelse iført en mørk dunjakke og et par brune bamsestøvler. De skal ud at gå en lille tur.

Det gør de tit, når de skal tale sammen eller bare hænge lidt ud.

Denne gåtur bliver dog en af de sidste i et stykke tid, for om tre dage skal Ivaana Geisler Josefsen rejse til Sisimiut, hvor hun skal begynde i 1.G på GUX.

- Vi modtog billetterne til Sarfaq Ittuk i går. Og jeg blev først færdig med at græde i går aftes, fortæller Daana R. Geisler og griner.

Udenfor er det tåget, og buksebenene bliver våde i det høje græs. Mor og datter går side om side op ad en sti ikke langt fra deres hus.

Det var en studievejleder, der anbefalede Ivaana Geisler Josefsen at vælge gymnasiet i Sisimiut.

- Vi fik at vide, at rammerne for grønlandsksprogede på gymnasierne i Sisimiut eller Aasiaat var bedre end her i Nuuk, fortæller Daana R. Geisler.

Det er ikke helt uden betænkeligheder, at hun sender sin datter afsted.

Ivaana Geisler Joesfsen har været på venteliste til at få en udredning i psykiatrien siden 25. oktober sidste år. Daana R. Geisler er overbevist om, at hendes datter har ADHD. En medfødt lidelse, som også er en af de mest almindelige psykiatriske diagnoser hos børn og unge.

De tre symptomer, der typisk viser sig hos mennesker med ADHD, er koncentrationsbesvær, hyperaktivitet og impulsivitet.

- Jeg håber, at vi kan bruge udredningen til at finde ud af, hvilke rammer og redskaber, der passer hende bedst, så hun kan tage dem med videre og bruge dem i uddannelsessituationer og på fremtidige arbejdspladser, siger Daana R. Geisler og fortsætter:

- Og ikke mindst at hun kan få redskaber til at styre og planlægge sin egen hverdag, så den er overskuelig for hende.

For indtil nu har det været en hård kamp at overbevise omverdenen om, at hendes datter har brug hjælp og støtte til at klare det, som Ivaana Geisler Josefsens venner kan klare uden.

- Der er stadigvæk voksne folk, der siger ’hun ser da godt ud, hun fejler da ikke noget’. De kan ikke se udfordringen ved at have ADHD, siger hun og fortsætter:

- Der er mange, som ikke vil forstå eller ikke kan se, at der er et problem.

Er det normalt ikke at sove?

Som spæd var Ivaana Geisler Josefsen langsommere end de andre børn.

I børnehaven brugte hun meget lang tid på at spise, og da hun blev lidt ældre, kunne hun bruge hele frikvarteret på at tage overtøj på. Det var først, da hun var ni år, at hun lærte at binde sine sko selv.

Og så var der søvnen.

- Der var typisk en eller to perioder om året, hvor hun næsten ikke kunne sove. Hun sov kun to-tre timer i døgnet, fortæller Daana Geisler.

I begyndelsen troede Daana R. Geisler, at det var normalt. Sundhedsplejerskerne fortalte, at det nok ville gå over. Men det gjorde det ikke.

Ivaana Geisler Josefsen blev ældre og blev ved med at være urolig og larme om natten. Det hørte til sjældenhederne, at hun sov igennem en hel nat uden at vågne.

Daana R. Geisler lærte hurtigt, at søvnen var bedst og hverdagen gled nemmest, når der i hjemmet var opsat faste rammer og rutiner. Men så snart planer blev ændret, eller der skete forandringer, ramlede det hele, og søvnproblemerne blev værre.

- Sidste år var det så slemt, at hun ikke sov i fjorten dage. Kun et par timer om natten. Hun var så træt. Vi var alle så trætte.

På det tidspunkt ringede Daana R. Geisler desperat til lægen. Efter en konsultation fik Ivaana Geisler Josefsen en recept på melatonin, som modvirker søvnproblemer. Samme aften faldt hun til ro klokken ti og vågnede først dagen efter. Totalt frisk, nævner Daana R. Geisler og smiler.

- Vi græd lidt om morgenen, fordi vi var så glade. Vi grinede hele vejen til skole, siger hun.

- For fa'en, tænkte vi. Hvorfor havde vi ikke fundet ud af det før?, siger hun og ryster på hovedet.

'Ivaana er ikke ubehøvlet, hun er træt'

Daana R. Geisler begyndte for første gang at mistænke, at hendes datter havde ADHD, da hun begyndte i folkeskole. Ivaana Geisler Josefsen havde svært ved at koncentrere sig og fokusere i timerne.

Da hun fyldte 11 år, kontaktede Daana R. Geisler MISI i Kommune Qeqertalik, da familien på det tidspunkt boede i Aasiaat.

MISI er det kommunale rådgivningscenter, som forældre og skolerne kan kontakte, hvis de har brug for hjælp af pædagogisk eller psykologisk karakter. For eksempel til at håndtere og hjælpe børn, som man mistænker, har en eller anden form for diagnose.

Mens kommunernes pædagogisk-psykologiske rådgivning i Danmark kan hjælpe forældre og deres børn med at blive henvist til børne- og ungepsykiatrien, er dette ikke muligt herhjemme. Her skal forældre selv kontakte sundhedsvæsenet, hvis der eksempelvis er behov for psykiatrisk udredning.

I Daana og Ivaanas tilfælde hjalp MISI med at udforme nogle regler og rammer, som skulle gøre skoledagen lettere for Ivaana Geisler Josefsen og hjælpe lærerne med at håndtere hende.

- Men det var svært at få hjælp. I flere år blev jeg nødt til at råbe op, men jeg følte, vi blev ignoreret. Det var hårdt, og jeg følte mig alene om det, siger Daana R. Geisler.

Udover at hun kæmpede for at få den rette støtte i skolen til sin ældste datter, fandt Daana R. Geisler det også nødvendigt at undervise omverdenen i, hvad ADHD egentlig er.

- Psykiatri- og handicapområdet er nyt i Grønland. Da jeg var barn, talte ingen om det, siger hun.

Selvom man i dag kan finde informationer om diverse psykiske diagnoser hos nogle af landets handicaporganisationer, savner Daana R. Geisler ét samlet sted, hvor man kan læse om ADHD på grønlandsk. Et sted, hvor man kan få at vide, hvad man skal gøre som pårørende, og hvor man nemmere kan finde redskaber og råd.

Mangel på viden og forståelse fra andre, gør det svært at være forælder.

- Jeg kan godt forstå forældre, som har givet op og som har det rigtig svært, fordi de ikke bliver forstået. Det tærer også på mig at blive stemplet som en mor, der kun er på jagt efter en diagnose til sin datter, når jeg samtidig også kæmper for at få dagene til at glide så godt som muligt.

Gennem Ivaana Geisler Josefsens opvækst hev Daana R. Geisler ofte fat i datterens håndboldtrænere eller veninder og klassekammerater for at forklare, hvorfor Ivaana Geisler Josefsen indimellem opførte sig, som hun gjorde.

- Folk synes, hun opførte sig dårligt eller følte, hun ignorerede dem, når hun i trætte perioder ikke fokuserede, når de talte til hende, fortæller Daana R. Geisler.

- Men hun var jo bare udmattet.

Hvordan havde din datter det med, at du fortalte om hendes veninder og klasse om hendes diagnose?

- Det var bare normalt for os at gøre det på den måde, svarer Daana R. Geisler.

98 børn og unge venter

Ivaana Geisler Josefsen glæder sig til at begynde i gymnasiet, og hun er spændt. Allermest på at møde sine nye klassekammerater, fortæller hun.

Hendes mor er mindst lige så spændt på, hvordan det bliver.

- Jeg kommer til at savne hende rigtig meget. Når hun rejser, bliver her så stille. Hvad skal vi så lave? spørger Daana R. Geisler og griner.

Da Daana R. Geisler sidste efterår tog sin datter med til lægen med henblik på at blive henvist til en børne- og ungdomspsykiater, kunne lægen godt se, at Ivaana Geisler Josefsen havde det svært. Lægen gav dem en henvisning, og Ivaana Geisler Josefsen røg på venteliste.

Det er snart et år siden nu.

Ifølge sundhedsvæsenet stod 98 ny-henviste børn og unge på venteliste til en indledende samtale i børne- og ungdomspsykiatrien tilbage i juni måned. Alle med henblik på vurdering og udredning.

Daana R. Geisler og hendes datter ved ikke, hvornår det bliver deres tur, og det bekymrer Daana R. Geisler. For mens MISI kunne hjælpe gennem Ivaana Geisler Josefsens folkeskoletid, så er MISI ikke længere en mulighed, nu hvor Ivaana Geisler Josefsen er kommet i gymnasiealderen

Hvad tror du, at en udredning i psykiatrien vil kunne hjælpe dig og din datter med?

- Jeg tænker ikke på medicin, jeg tænker mere på redskaber og vejledning. Hvordan vi kan gøre hverdagen nemmere for Ivaana, svarer Daana R. Geisler.

Hun er godt klar over, at sundhedsvæsenet og psykiatrien er hårdt pressede, og at der er en grund til, at de venter.

- Men det er træls selv at opleve det, og jeg håber virkelig ikke, at andre kommer til at opleve det samme som os, siger hun.

Da AG spørger Daana R. Geisler, hvad hun tror, der vil ske, hvis vilkårene for psykiatrien ikke forbedres, og de lange ventelister blot bliver længere, svarer hun:

- Det kan ikke blive dårligere.