Ekstrabevillinger giver gigant underskud på landskasse-budget

En coronahjælpepakke samt eftergivelse af gæld til Mittarfeqarfiit er blandt de ting politikerne har bevilget penge til i 2022. Alt i alt lavede politikerne ekstrabevillinger på 277,1 mio. kr. i 2022, hvilket får budgettet for året til at gå i minus.

Eftergivelse af s gæld på 135 mio. kr. til Selvstyret er blandt de tunge poster på tillægsbevillingsloven. Mittarfeqarfiit
Offentliggjort

Mange uforudsete udgifter ramte sidste år landskassens budget - finansloven. Det viser en tillægsbevillingslov, som Inatsisartut behandler i øjeblikket.

I alt godkendte politikerne ekstraudgifter for 277,1 mio. kr. i løbet af 2022. Ekstraudgifterne betyder, at i stedet for en finanslov i balance, så udviser budgettet nu et dundrende underskud på 269,4 mio. kr. for finansåret 2022.

De to største poster er ekstrabevillinger til coronahjælpepakker på samlet 70 mio. kr. samt 135 mio. kr. til eftergivelse af Mittarfeqarfiits gæld til Selvstyret.

Derudover er der også en akutplan til sundhedsvæsenet på 10 mio. kr. (Se hele listen i bunden af artiklen)

Demokraatit: Simpelthen for høje tal

Tillægsbevillingsloven blev førstebehandlet tirsdag i Inatsisartut, og her lød der en opfordring fra oppositionspartiet Demokraatit til, at Naalakkersuisut bliver mere realistiske i forbindelse med budgetteringen i finansloven:

- I 2022 har godkendte tillægsbevillingsansøgninger fra Naalakkersuisut forværret vores lands regnskab med lige over 277 millioner kroner. I 2021 var samme tal på omkring 150 millioner kroner, skriver partiet i sit ordførerindlæg og fortsætter:

- Det er simpelthen for høje tal. Jeg er derfor nødt til at bede Naalakkersuisut om at blive mere realistiske, når Finanslovsforslaget for 2024 bliver udarbejdet. Det vil være til gavn for os alle.

Inuit Ataqatigiit: Tålte ikke forsinkelse

Hos koalitionspartiet Inuit Ataqatigiit er man mere positiv overfor de store ekstrabevillinger:

- Inuit Ataqatigiit takker for samarbejdet med Naalakkersuisut om det forgangne års sager, som viste sig at kræve ekstrabevillinger. Der er tale om samfundsvigtige opgaver, der ikke tålte forsinkelser, skriver partiet i sit ordførerindlæg.

Hvorvidt landskassens reelle resultat ender med et underskud for året, vides først når landskasseregnskabet foreligger.

Her er den fulde liste over tillægsbevillinger:

Powered by Labrador CMS