Efterskoleelever kan komme hjem på Selvstyrets regning
Selvstyret anbefaler efterskoleelever i Danmark at blive hos deres kontaktfamilier, til skolerne åbner igen. De kan dog også få en billet hjem, hvis de ønsker det.
Lige nu er der 233 grønlandske elever på efterskoler i Danmark. Efter at den danske statsminister i denne uge meldte ud, at alle skoler skal lukkes fra fredag og 14 dage frem, har de mange grønlandske elever og deres forældre skulle finde en løsning på deres situation. Det er sket i samarbejde med selvstyret, understreger Naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen.
- Næsten alle forældre er kontaktet af Selvstyret for at sikre, at børn og forældre bliver hjulpet gennem den situation, der er opstået, efter at Danmark har valgt at lukke alle skoler, siger naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen på et pressemøde fredag, hvor han er stedfortræder for Ane Lone Bagger.
Mange elever er allerede kommet hjem til deres kontaktfamilier rundt omkring i Danmark.
Der er dog en enkelt undtagelse på Galtrup Efterskole på Mors. Her opholder de fleste af de næsten 40 grønlandske elever sig fortsat på efterskolen, som fungerer som kontaktfamilie for alle de grønlandske elever.
Der har indtil nu hersket tvivl om, hvordan man skulle forholde sig, hvis børnene vil hjem til Grønland, men hvis det er tilfældet, så betaler Selvtyret billetten hjem og en billet retur til skolen, når det bliver muligt, oplyser Karl Frederik Danielsen fredag.