Efter ti år: Turistoperatør får koncession til sportsfiskeri
Turistoperatøren Nuuk Adventure har fået koncession til sportsfiskeri i fem år i et område ved Godthåbsfjorden.
Koncessionen dækker et område på fem kvadratkilometer inde ved Godthåbsfjordens nordvestlige del, og ifølge Nuuk Adventure er området kendetegnet ved, at der er rigtig gode muligheder for fluefiskeri efter ørred.
Koncessionen betyder, at Nuuk Adventure nu får eneret på at tage turister med ind til området og fiske. Lokale og andre må dog fortsat fiske i området på egen hånd.
Naalakkersuisut har givet koncessionen til Nuuk Adventure i foreløbig fem år, og Michael Rosing fra Nuuk Adventure er glad for endelig at have fået koncessionen:
Søgte for ti år siden
- Jeg søgte om den koncession for første gang for over ti år siden, så vi er meget meget glade for endelig at have fået den, lyder det fra Michael Rosing, medejer af Nuuk Adventure.
- Det er noget, jeg har ønsket at lave i mange år. Og det, vi har tænkt, er, at området skal være én af virksomhedens bærende søjler. Der er et rigtig godt fluefiskeri, der kan markedsføres til udenlandske turister, og vi kan virkelig lave et højkvalitetsprodukt, siger Michael Rosing videre.
Ærgerlig over forbud mod hytter
Selvom der er glæde over, at koncessionen er i hus, er der dog også malurt i bægeret. Nuuk Adventure får nemlig ikke umiddelbart lov til at sætte hytter op inde i området, og det ærgrer Michael Rosing.
Det betyder nemlig, at Nuuk Adventure hvert år skal opstille og fjerne en teltlejr i området samt fragte alt grej frem og tilbage før og efter sæsonen.
- Det er rigtig meget arbejde i forhold til, at man i opstartsfasen måske kun har få turister til området, siger Michael Rosing.