Dyster rapport om klimaet
Klimarapport: Millioner af menneskeliv i fare

Internationale klimaeksperter lægger sidste hånd på ny rapport, der giver dystre fremtidsudsigter for Jorden. Konsekvenserne af klimaforandringer rækker vidt, skriver Ritzau.
En ny rapport, som FN's internationale klimapanel fremlægger fredag, kigger nærmere på, hvad konsekvenserne bliver af de massive klimaforandringer. Og resultatet er langtfra opmuntrende.
Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Associated Press advarer den nye rapport om, at klimaforandringerne kan koste flere hundrede millioner menneskeliv, hvis der ikke bliver skruet væsentligt ned for udslippet af drivhusgasser.
Det varmere klima vil især ramme de fattige lande, som i endnu højere grad kommer til at lide under hungersnød og mangel på vand.
I maj måned fremlægger klimapanelet endnu en rapport, som vil give nogle bud på, hvordan effekterne af den globale opvarmning kan begrænses.