Dømt for hashsmugling: Skjulte 12 kilo på RAL skib

En mand er dømt anstaltsanbringelse i to år og seks måneder for at have smuglet 12 kilo hash, skjult på ydersiden af et RAL skib.

Sermersooq Kredsret har dømt en mand på 51 år til anbringelse i anstalten i to og et halvt år for indsmugling af 12 kilo hash via RAL's skib.
Offentliggjort

En 51-årig mand skal i anstalten i to år og seks måneder for at have smuglet 12 kilo hash via et RAL skib. Den indsmuglede hash er også konfiskeret.

Den 51-årig mand har under en retssag i Sermersooq Kredsret torsdag den 14. september tilstået at have stået bag en smugling af hash den 25. november 2022, og blev dømt af retten. Dommen blev modtaget af både domfældte og anklagemyndigheden.

Grønlands Politi beslaglagde sidste år knap 12 kg hash, der blev fundet i en metalboks, som var monteret på ydersiden af et fragtskib.

- Skibet lå i havn i Aarhus, da manden på et tidspunkt før afgang fastmonterede en metalboks med hash i på ydersiden af skibets skrog. Herefter rejste han til Grønland for selv at afmontere metalboksen, og derefter at overdrage hashen til videresalg, skriver Grønlands Politi.

Handelspris på knap 6 mio. kr.

Hashen, der har en handelspris på omkring seks millioner kroner nåede i havn i Nuuk i november 2022, før politiet fandt og konfiskerede det.

Retssagen kørte torsdag den 14. september som en tilståelsessag i Sermersooq Kredsret. Der var derfor ikke indkaldt vidner til sagen. Den 51-årige mand erkendte sig skyldig i at have fastmonteret boksen med den store mængde hash.

- Når vi taler om en så stor mængde hash, der er indsmuglet til Grønland på en så professionel og organiseret måde, så er der tale om en meget alvorlig forbrydelse. Selvom manden tilstod, så er der i vores optik ingen formildende omstændigheder ved sagen. Derfor er jeg også tilfreds med, at kredsretten fulgte vores påstand, siger anklagerfuldmægtig Cecilie Stürup Sørensen.

Powered by Labrador CMS