Døgnrapport: Indbrud i Godthåbhallen og hærværk mod kirke
Natten til mandag er der blevet stjålet en pengekasse fra cafeteriet i Godthåbhallen i Nuuk. Politiets døgnrapport fortæller også om en knust rude i kirken i Sisimiut.
Kl. 04.15 natten til mandag fik Grønlands Politi en anmeldelse om en alarm, der var gået i gang i cafeteriet i Godthåbhallen i Nuuk.
Det fortæller vagtchef Peter Bauer til Sermitsiaq.AG.
Ifølge politiets foreløbige undersøgelser havde der været indbrud i hallen, og en pengekasse er blevet stjålet fra cafeteriet.
Peter Bauer fortæller, at der er videoovervågning fra stedet, som politiet arbejder videre med i sagen.
Drenge taget med på politistationen
Politiets døgnrapport fortæller også om en episode søndag, hvor en patrulje blev sendt til kirken i Sisimiut, fordi der var blevet knust en rude med en sten.
Episoden skete omkring kl. 11 søndag formiddag, og da patruljen kom ud til kirken, får de kontakt til tre mindreårige drenge, som ifølge politiet stod bag hærværket.
Vagtchefen fortæller, at de tre drenge blev taget med på stationen, hvorfra de blev hentet af henholdsvis forældre samt en medarbejder fra en institution.