Døgnrapport: Beruset kvinde med riffel anholdt

En kvinde blev søndag anholdt i Paamiut, efter at hun var spadseret gennem byen med en riffel i beruset tilstand.

Offentliggjort

Søndag eftermiddag kl 17.10 fik politiet anmeldelse om, at kvinde gik rundt i Paamiut med en riffel, og at hun var synligt beruset.

Vagtchef Bent Johnsen fortæller til Sermitsiaq.AG, at da politiet kom til stedet, var kvinden nået frem til sit hjem.

Politiet fik kaldt kvinden ud af boligen, og hun blev anholdt uden dramatik.

- Riflen var tilsyneladende ikke ladt, fortæller Bent Johnsen.

Kvinden kom med på stationen til afrusning og er efterfølgende blevet løsladt, fortæller vagtchefen, der på nuværende tidspunkt ikke kan sige, om sagen får et retsligt efterspil for kvinden.

Tre drenge kørt hjem

Udover den berusede og bevæbnede kvinde har politiet i nat været beskæftiget i Nuuk, hvor tre drenge kl. 04.30 blev kørt hjem til deres værger af ordensmagten.

De tre drenge formodes at have brugsstjålet en bil.

Mandag morgen var der desuden en udrykning som følge af, at en brandalarm ved et sprængstofdepot blev aktiveret. Depotet ligger ifølge politiet i nærheden af den nye lufthavnsterminal.

Der var dog ikke brand, men alarmen var blevet udløst, fordi strømmen til depotet blev fjernet.

Powered by Labrador CMS