Direktør: Thule-leje bør komme før hjælp

I stedet for en økonomisk hjælpepakke burde amerikanerne igen begynde at betale husleje for Thule-basen, mener tidligere topchef.

Offentliggjort

Jørgen Huno Rasmussen er tidligere koncernchef i Hoffman og Sønner, et dansk entreprenørfirma, der sammen med Selvstyret har haft servicekontrakten på blandt andet Thule Air Base.

I en kronik i Altinget skriver den tidligere topchef, at det ville klæde USA igen at give servicekontrakten på Thule Air Base til et grønlandsk/dansk selskab og på den måde betale ”husleje” for basen til Grønland.

Det er mere enkelt end at opfinde nye former for støtte, vurderer Jørgen Huno Rasmussen som en reaktion på, at Carla Sands varslede en substantiel økonomisk hjælpepakke til Grønland i begyndelsen af sidste uge.

Gav trecifret millionbeløb

- Det har fungeret ideelt for begge parter, hvilket jeg blandt andet har indblik i fra min tid som chef for Hoffmann & Sønner, der tidligere havde basekontrakter for US Air Force både på Søndre Strømfjord og Thule, skriver Jørgen Huno Rasmussen i Altinget og fortsætter:

- I årtier gav denne kontrakt på Thule Air Base det grønlandske hjemmestyre som del af det dansk-grønlandske entreprenørkonsortium en årlig indtægt på et trecifret millionbeløb.

Ifølge Jørgen Huno Rasmussen løb amerikanerne fra huslejebetalingen, da USA i 2014 gav kontrakten til Exelis Services A/S, der er ejet af det amerikanske Vectrus.

Vil klæde USA

Udpegelsen af Exelis førte til stor kritik både i Grønland og Danmark, og siden har skiftende regeringer og Naalakkersuisut forsøgt at finde en løsning, men det er endnu ikke sket. Det er dog den rette vej at gå, mener Jørgen Huno Rasmussen:

- Det ville klæde USA først at genopfylde indgåede lejeforpligtelser, inden man lover nye hjælpepakker, skriver han i Altinget.

Powered by Labrador CMS